Midtjyllands spidskandidat bliver nummer 3 på listen

Niels Fuglsang fra Aarhus bliver nummer 3 på den socialdemokratiske liste til Europa-Parlamentetsvalget.

Når vi i maj 2019 skal i valgboksen for at afgive stemmer til Europa-Parlamentet, bliver det med en kandidat fra Region Midtjylland højt placeret på den socialdemokratiske liste.

Det blev nemlig søndag på Socialdemokratiets landsmøde besluttet, at nummer 3 på listen over kandidater bliver 33-årige Niels Fuglsang, der til dagligt bor i Aarhus.

- Jeg er enormt stolt og glad for at være valgt som nummer 3 på Socialdemokratiets liste til Europa-Parlamentet. Det giver en rigtig god mulighed for at sikre et mandat til midtjylland til valget næste år. Men der skal knokles for til syvende og sidst er det de personlige stemmer, der tæller, skriver Niels Fuglsang i en pressemeddelelse.

Niels Fuglsang er til dagligt tilknyttet Copenhagen Business School, hvor han skriver Phd om regnemodeller i Finansministeriet.

Han får nu muligheden for at blive den første socialdemokrat fra Region Midtjylland i Europa-Parlamentet siden Dan Jørgensen stoppede i 2013. 

Partiet fik ved seneste Europa-Parlamentsvalg 3 mandater, og dertil kommer, at Danmark ved valget i 2019 får tildelt et ekstra mandat i parlamentet, så de nu har 14 mod de 13 i 2014.

Nummer 1 og 2 på den socialdemokratiske liste indtages af Jeppe Kofod fra Region Hovedstaden og Christel Schaldemose fra Region Syddanmark. 

 

 


Læs flere artikler fra Region Midtjylland eller i kategorien Politik.