Løkke: Vi kan have 40.000 færre indlæggelser i 2025

Regeringen ventes klar med en sundhedsreform inden længe. Lars Løkke løfter søndag en del af sløret.

Lars Løkke Rasmussen løfter nu låget for en del af regeringens sundhedsreform. Spørgsmålet om regionernes fremtid står dog stadig ubesvaret.
Lars Løkke Rasmussen løfter nu låget for en del af regeringens sundhedsreform. Spørgsmålet om regionernes fremtid står dog stadig ubesvaret.
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

500.000 færre sygehusbesøg og 40.000 færre indlæggelser i 2025.

Det bliver en del af regeringens sundhedsreform. Det skriver DR Nyheder, der har talt med statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).

Ved at tilføre penge og sundhedspersonale til kommunerne og de almene praksisser og på sigt store sundhedshuse i alle kommuner, skal man ifølge regeringens udspil kunne skære antallet af indlæggelser og besøg på hospitalerne markant ned i 2025, lyder det.

- Vi tror på, at vi kan reducere antallet af ambulante behandlinger på sygehusene med 500.000. Og vi tror, at 40.000 indlæggelser kan undgås, hvis kommunerne sammen med de almene praksisser bliver klædt bedre på, siger statsministeren til DR Nyheder.

Reduceringen skal især gælde for patienter med diabetes, hjerte-kar-sygdomme, muskelskelet sygdomme, angst, depression og lungesygdommen KOL.

De kronisk syge patienter skal i langt højere grad behandles hos læger i lokale sundhedshuse landet over.

- Hvis vi ikke får kommunerne ind sammen med almen praksis til at løse hele opgaven med ældre medicinske patienter og kronikere, så kommer læsset til at vælte. Og så vil de fremskridt, vi har lavet, blive til tilbageskridt. Det, der ikke er svært, skal være nært, siger Lars Løkke Rasmussen til DR Nyheder.

Sundhedsreformen ventes klar inden længe.

Det helt store spørgsmål er, om regionerne skal nedlægges. Det ønsker regeringspartierne Liberal Alliance og De Konservative. Det samme gør regeringens støtteparti, Dansk Folkeparti.

Venstres officielle holdning er ikke kendt. Men fast står det, at der internt i partiet er splittelse.