Kun en fjerdedel er gode nok: Pædagoguddannelsen får hug i ny undersøgelse

Kun 23 procent af de arbejdsgivere, der har ansat nyuddannede pædagoger de seneste år, vurderer, at uddannelsen har klædt dem ordentligt på.

5:02
Et stort flertal af arbejdsgivere er ikke tilfredse med evnerne og kvalifikationerne hos de nyuddannede pædagoger.
Foto: Line Sahl, TV MIDTVEST

Regeringen har en ambition om, at Danmark skal være verdens bedste land at være barn i. 

Men en ny evaluering foretaget af Uddannelse- og Forskningsministeriet viser, at pædagoguddannelsen som den er i dag, kan sætte en stopper for den ambition. 

Evalueringen peger på en række svagheder i den nuværende uddannelse med for lidt feedback og manglende sammenhæng mellem uddannelse og praktik.

Det afspejler sig konkret i tilbagemeldingerne fra de arbejdsgivere, der har taget imod de nyuddannede pædagoger. 

For kun 23 procent af de arbejdsgivere, der har ansat nyuddannede pædagoger de seneste år, vurderer, at uddannelsen har klædt dem ordentligt på til det, der venter dem i praksis. 

- Det er klart, at der er rigtig mange ting, der skal gøres bedre. Vi skal have kigget på den interne indretning af studiet, på formål, modulstruktur og i særdeleshed samarbejdet med praktikstederne, lyder det fra Susanne Tellerup, der er uddannelsesdekan på VIA University College i Holstebro. 

Det sidste bakkes op af evalueringen. 

Under halvdelen af de studerende mener, at der var sammenhæng mellem det, de lærte i praktikken, og det de lærte i undervisningen. Samtidig oplever 21 procent af praktikvejlederne, at samarbejdet med skolerne ikke er velfungerende.

- Tallene gør mig rigtig ked af det. Der er et "miss-match" her, for de studerende er glade og føler sig trygge, men kommer så ud i praktik, og her oplever begge parter så, at det ikke fungerer optimalt. Så vi skal blive bedre til at samarbejde, siger Susanne Tellerup. 

En del af normeringen

Som samarbejdet er i dag, så er de pædagogstuderende en del af normeringen, når de kommer ud i den lønnede praktik. 

Det er en praksis man kender fra flere andre uddannelser, men det stiller alligevel krav til arbejdspladsen, og her er der mange, der støder på udfordringer. 

- Praktikstederne skal i højere grad være et læringssted og en studiegrund, end de er i dag. De studerende står af og til som alene arbejdskraft, og det lærer man ikke nok af, så det skal vi finde en løsning på, forklarer Susanne Tellerup. 

Prognoser viser, at der over de næste otte år vil komme 50.000 flere børn, som pædagoger skal tage sig af. 

Derfor er det vigtigt at få skabt nogle bedre rammer for uddannelsen, lyder det fra Enhedslistens børne- og undervisningsordfører, Jakob Sølvhøj. 

- Evalueringen vidner jo om, at der er brug for man griber ind, og det kan gøres på flere måder. Dels har de for få timer på skolen, men det er også er regulært problem i praktikken, at deres vejledning ikke er god nok, fordi der mangler uddannede vejledere på praktikstederne.

Har selv et ansvar

Mens det var 23 procent af arbejdsgiverne, der mente af de nyuddannede var klar til de opgaver, der venter, så vurderer 37 procent af de nyuddannede pædagoger, at uddannelsen har klædt dem ordentligt på til det, der venter i praksis.

Det er skræmmende tal for en, der står foran sin bare anden praktik på studiet, forklarer Louise Grøndal Jensen, der dog også mener, der hviler et vis ansvar på de studerende selv. 

- Det er nemt at sige, at uddannelsen kan gøre noget bedre, men jeg synes også, at vi studerende kan være med til at gøre noget, for at vi bliver mere kompetente pædagoger. 

Louise Grøndal Jensen (tv.) og studiekammerat Supawadee Sirisat (th.) mener begge, at de studerende har et ansvar for at få det meste ud af uddannelsen.
Louise Grøndal Jensen (tv.) og studiekammerat Supawadee Sirisat (th.) mener begge, at de studerende har et ansvar for at få det meste ud af uddannelsen.
Foto: Line Sahl, TV MIDTVEST

Med det sagt, peger Louise Grøndal Jensen på, at det så er vigtigt med ordentligt feedback, når den studerende engagerer sig. 

Det er også en af de store nedslagspunkter i evalueringen, hvor over en tredjedel af de pædagogstuderende er uenige eller meget uenige i, at de får nok feedback.

Derfor mener Jakob Sølvhøj, at det er nødvendigt med en investering i uddannelsen. 

- Eleverne er jo ikke tjent med så få timer, og det er urimeligt, at der mange steder, ikke er en uddannelsesvejleder. Man er nødt til at investere i at forbedre de her ting. Alt kan ikke gøres med penge og bedre rammer, men det er en væsentlig del af det at skabe en bedre uddannelse.

På baggrund af evalueringen udtaler Uddannelses- og Forskningsminister Jesper Petersen i en pressemeddelelse, at hvis vi skal have flere til at søge mod pædagogfaget i fremtiden, skal vi tilbyde en endnu bedre uddannelse. 

Ministeren har inviteret Folketingets partier til en første gennemgang af evalueringens resultater.