Kühnau: Stort arbejdspres går ikke ud over patienterne

Regionsrådsformand Anders Kühnau erkender travlhed blandt de ansatte. Men patientsikkerheden fejler ikke spor.

2:29
Hør hele interviewet med Anders Kühnau her.
Foto: Mogens Lyngsø, TV MIDTVEST

Regionshospitalet i Herning modtog i starten af oktober en rapport fra Arbejdstilsynet, hvor flere medarbejder forklarer, at de er ved at bukke under for arbejdspresset.
Ansatte på Regionshospitalet i Herning er så pressede, at de ofte hverken har tid til at gå på toilettet eller spise deres madpakke.

Regionsrådsformand i Region Midtjylland, Anders Kühnau, anerkender arbejdspresset, men mener ikke, det går ud over patienterne.

- Jeg kan nu ikke læse i arbejdspåbudene, at man ikke kan passe patienterne. Jeg tror og ved, at vi i Region Midtjylland giver vores patienter en rigtig god behandling, og det gælder på alle vores hospitaler - også i vest, siger Socialdemokratiets Regionsrådsformand i Region Midtjylland, Anders Kühnau og fortsætter:

- Jeg kan stå inde for, at den behandling, vi giver vores patienter, er i orden. Jeg siger netop, at der er steder, hvor presset er for stort, og hvor vi selvfølgelig skal tage hånd om og sikre nogle bedre forhold for vores ansatte og løbene løse de problemer, der er, og det er også det, man gør på hospitalsenheden i vest, siger han.

Anders Kühnau mener, at løsningen på problemet blandt andet skal findes hos ledelsen på de forskellige hospitaler.

- Det er rigtigt, at der er et meget stort pres på vores hospitaler, og nogen steder er det også for stort. Derfor er det selvfølgelig også vigtigt, at ledelsen de steder griber ind og sørger for at løse udfordringerne, siger Anders Kühnau.

Han understreger, at han tager meldingerne fra Arbejdstilsynet meget alvorligt, og at han er meget interesseret i, at de ansatte i Region Midtjylland har et godt arbejdsmiljø.