Kortere ventetid på miljø

Miljøminister Karen Ellemann afsætter 25 millioner kroner, der skal fjerne sagspuklen i Natur- og Miljøklagenævnet.

Mange har måttet vente i årevis på en afgørelse. Derfor er miljøminister Karen Ellemann nu klar med en række initiativer, der skal effektivisere sagsbehandlingen på miljøområdet.

Taskforce

Med de 25 millioner kroner i ryggen skal en midlertidig taskforce nu på halvandet år færdigbehandle puklen af gamle klagesager på husdyrområdet. Nedsættelsen af en midlertidig taskforce er netop det, et ekspertudvalg har anbefalet regeringen for at få afkortet sagsbehandlingstiden.

 - Virksomheder må i dag ofte sætte nye investeringsplaner på standby, fordi sagsbehandlingen i Natur- og Miljøklagenævnet tager for lang tid.  Samtidig giver vi nævnet mulighed for at fokusere sin indsats, så nævnet kan afvise småsager uden betydning for natur og miljø, siger Karen Ellemann.

Mindre bureaukrati

Derudover er miljøminister Karen Ellemann i forbindelse med regeringens vækstpakke klar med yderligere fire konkrete initiativer, som skal forenkle sagsbehandlingen på husdyrområdet ude i kommunerne og gøre det nemmere for virksomhederne at komme i gang med nye investeringer:

Reglerne på husdyrområdet forenkles med følgende fire initiativer:

* Indførelse af flere anmeldeordninger, der betyder at mindre ændringer af husdyrbrug ikke skal godkendes, hvis de ikke medfører øget forurening.

* Indførelse af flere bagatelgrænser der sikrer, at landmænd eksempelvis kan opføre et mandskabsrum, udskifte vinduer eller etablere en kølebrønd uden at spørge om lov.

* Principperne for hvor meget miljøteknologi landmanden skal anvende gøres bindende. På den måde er landmanden helt sikker på, hvilke krav han skal leve op til, når han søger om miljøgodkendelse. Samtidig indføres der fleksible miljøkrav i forbindelse med test af ny miljøteknologi i almindelige husdyrbrug.

* Forhandlinger indledes med KL om at omlægge kommunernes tilskud til behandling af husdyrsager, så tilskuddet gøres afhængig af aktiviteten i den enkelte kommune.