KOL-patient ser frem til flere vaccinationssteder: - Det betyder utroligt meget helbredsmæssigt

Erk Søndergaard Rasmussen er KOL-patient, og derfor er han særlig glad for, at Region Midtjylland nu vil åbne flere vaccinesteder.

Hvis Erik Søndergaard Rasmussen fra Skive skulle vaccineres mod corona i dag, ville han være nødt til at sætte sig ind i en bil og køre 30 kilometer for at komme til vaccinationscenteret i Viborg. Det lyder ikke som en stor udfordring for fleste, men for Erik Søndergaard Rasmussen, der lider af KOL, er det en anden sag.

- Selvom jeg får hjælp til ilt, så er det begrænset, hvor meget jeg kan klare fysisk, siger han.

Derfor var det en særlig god nyhed for ham, at Region Midtjylland i dag besluttede at åbne flere lokaliteter, hvor man kan få vaccinen.

- Hvis jeg skal køre først en halv time til Viborg, ventetid, vaccineres og så hjem igen, så er der gået halvanden til to timer, vil jeg skyde på. I Skive kan jeg gøre det på måske et kvarter. Det betyder utroligt meget helbredsmæssigt, at min krop er i ro i stedet for at være i gang, siger Erik Søndergaard Rasmussen.

- Det var sgu på tide

Regionens beslutning om at udbrede vaccinen betyder, at midtjyderne foruden Silkeborg, Viborg, Herning og Holstebro snart kan se frem til også at blive vaccineret i Ringkøbing og Skive.

- Vi går faktisk allerede i gang her fra på fredag med at oprette de første vaccinationssteder, siger regionsrådsformand i Region Midtjylland, Anders Kühnau.

Og det er ifølge Erik Søndergaard Rasmusen heller ikke et sekund for tidligt.

- Hvis jeg skulle være lidt spydig, kunne jeg godt finde på at sige: ”Det var sgu da på tide, at dem, der beslutter det, tog sig sammen,” siger han.

Han mener ikke, at politikerne har tænkt sig godt nok om, da de i første omgang udpegede de byer, der skulle have et vaccinationscenter.

- Jeg tror, dem, der har lavet det, er raske. De har tænkt: ”Nu skal vi ud i regionen. Vi finder lige nogle pletter.” Og det har de så gjort og sagt: ”Nu er regionen dækket ind geografisk.” Men alt det, der ligger i mellem, har man ikke tænkt på, siger Erik Søndergaard Rasmussen.

Derfor glæder han sig over, at der nu er udsigt til, at han kan springe køreturen til Viborg over og i stedet blive i Skive, når hans længeventede indkaldelse tikker ind i E-Boks.

- Det har jeg glædet mig meget til, og jeg glæder mig stadig og kigger hver eneste dag, om ikke jeg bliver indkaldt til at få det første stik, for det vil jeg utroligt gerne. 


Læs flere artikler fra Region Midtjylland eller i kategorien Sundhed.