It-nedbrud på hospitaler i Region Midtjylland - operationer aflyses

Et stort antal operationer og behandlinger er aflyst på hospitaler i Region Midtjylland grundet it-nedbrud.

Flere ansatte på regionens hospitaler skriver på Twitter, at de har svært ved at passe deres arbejde på grund af it-problemerne. (Arkivfoto)
Flere ansatte på regionens hospitaler skriver på Twitter, at de har svært ved at passe deres arbejde på grund af it-problemerne. (Arkivfoto)
Foto: Morten Stricker/Midtjyske Medier/Ritzau Scanpix

Hospitalerne i Region Midtjylland er onsdag ramt af et stort it-nedbrud, som betyder, at et stort antal operationer og behandlinger er aflyst.

Det oplyser regionen på sin hjemmeside.

Regionen oplyser, at it-systemer i perioder er helt utilgængelige. Problemerne viste sig i løbet af formiddagen, men er blevet større efter middag.

- Vi gør alt, hvad vi kan, for at rette op, så borgerne igen kan få den behandling, de har brug for, og vores ansatte kan arbejde igen, it-direktør Claus Kofoed.

- Jeg beklager dybt de problemer, vi har set. Status er lige nu, at vi stadig ikke har fundet kerneårsagen til problemet, men er på vej tilbage mod normal drift, siger han i en pressemeddelelse.

Claus Kofoed oplyser, at regionen oplevede de samme udfordringer for cirka en måned siden.

- Vi er i gang med en meget stor modernisering af vores netværk for at gøre det mere robust. De omlægninger kan være med til at forårsage de udfald, vi ser nu, siger Claus Kofoed.

It-afdelingen forventer at være færdig med omlægningerne indenfor en måned.

It-problemerne betyder også, at der er problemer med at kontakte hospitalerne per telefon.

Flere ansatte på regionens hospitaler skriver på Twitter, at de har svært ved at passe deres arbejde på grund af it-problemerne.

Flere fortæller, at de kun har kunnet se enkelte patienter i løbet af dagen på grund af it-knas.

Der er samlet 11 hospitaler i Region Midt. Det gælder blandt andet Aarhus Universitetshospital, Regionshospitalet Viborg og Regionshospitalet Herning.