Gravide holder 48 sygedage i løbet af en graviditet

To ud af tre kvinder har over fire ugers sygefravær i løbet af graviditetens første otte uger.

Gravide kvinder holder mange sygedage. Nu skal en forsker finde ud af hvorfor.
Gravide kvinder holder mange sygedage. Nu skal en forsker finde ud af hvorfor.
Foto: Iris / Ritzau Scanpix

Gravide koster omkring 1,4 milliarder i sygedagpenge om året, fordi de har et højt sygefravær i løbet af graviditeten.

I alt bliver det til 48 dage i snit, og det skal en forsker nu undersøge.

Forsker Pernille Pedersen har fået 1.150.000 kroner af Arbejdsmiljøforskningsfonden og Region Midtjyllands Folkesundhed i Midten, og derfor vil mange gravide modtage et spørgeskema, der handler om deres trivsel i de nærmeste dage.

- Gravide kvinder er gennemsnitligt syge 48 dage i løbet af deres graviditet. Det er jo et alarmerende højt niveau, fortæller Pernille Pedersen, der er fra forsknings- og konsulent huset DEFACTUM i Region Midtjylland, i en pressemeddelelse og fortsætter:

- Hvorfor har gravide medarbejdere så mange sygedage? Tager gravide gerne en ekstra sygedage? Eller er kravene på arbejdspladsen for høje?

Værst i nogle brancher

Tallene viser, at sygefraværet er størst hos gravide kvinder, der er ansat i handel- og hotelbranchen og i social- og sundhedssektoren.

- Visse typer arbejde belaster måske gravide kvinder særligt meget, og de har derfor ekstra behov for hjælp og justeringer, så det ikke går udover deres arbejdssituation. Vi udforsker hvilke muligheder, der er, for at reducere sygefraværet, fortæller Pernille Pedersen i pressemeddelelsen.

Undersøgelsen kombinerer spørgeskemaer til gravide kvinder og interviews af gravide samt arbejdsgivere fra brancher med et særligt højt sygefravær. Arbejdsmiljøet blandt gravide undersøges i samarbejde med Jordemodercentre i Region Midtjylland.