Finansminister undrer sig over regionale besparelser på busruter

De økonomiske rammer er på plads til at sikre en effektiv busdrift, mener finansminister Kristian Jensen.

Kristian Jensen undrer sig over, at der er lagt op til så store besparelser på busruterne, når de ifølge ham ikke kan begrundes i den økonomiske ramme.
Kristian Jensen undrer sig over, at der er lagt op til så store besparelser på busruterne, når de ifølge ham ikke kan begrundes i den økonomiske ramme.
Foto: Ritzau Scanpix / Mads Claus Rasmussen

- Jeg undrer mig over, at man bruger det besparelseskrav på én procent, som regeringen har sat, til at begrunde så store nedskæringer.

Sådan siger finansminister Kristian Jensen (V).

Udmeldingen kommer, efter flere busruter i tyndt befolkede områder i blandt andet Region Midtjylland og Region Sjælland har udsigt til at blive nedlagt, fordi regionerne ikke har råd til at beholde dem, skriver Jyllands-Posten fredag.

Hos Danske Regioner er meldingen, at udgifterne til busdriften stiger, mens statens bloktilskud falder. Derfor er det nødvendigt at gøre noget.

Men besparelser kan ikke begrunde lukningen af busruterne, mener finansministeren.

- Det må være et tegn på, at der også er andre ting, der forandrer sig - enten i borgernes brug af busruterne eller også i regionernes effektivitet til at organisere busruterne, siger Kristian Jensen.

Regeringen har flere gange fremlagt planer, der skal rykke job og i den forbindelse også danskerne ud i landet og væk fra storbyerne.

Af den grund håber Kristian Jensen ikke, at der kommer færre busruter i landdistrikterne.

- Derfor undrer jeg mig også over, at der er lagt op til så store besparelser, som jo ikke kan begrundes i den økonomiske ramme. Det håber jeg da, at jeg kan få en forklaring på fra Danske Regioner, siger Kristian Jensen.

Socialdemokratiets landdistriktsordfører og tidligere transportminister Magnus Heunicke (S) mener, at det vil være katastrofalt for de byer i Danmark, der lige præcis er for små til at have en togstation.

 - Det er jo livsnerven for de byer og familierne, der bor der, man nu sidder og skal skære i. Så nu må regeringen gribe ind og komme med en hjælpende hånd, siger han til Ritzau.

I Region Midtjylland skal man skære mere end en tiendedel af de samlede udgifter til den kollektive trafik, der svarer til 40 millioner kroner ud af et budget på 343 millioner kroner.

Det vil formentlig primært ramme busruter i det østlige Jylland.

I Region Sjælland har man udsigt til et hul i den samlede regionskasse på 245 millioner kroner, og regionen kan derfor blive tvunget til lignende nedskæringer, oplyser regionsrådsformand Heino Knudsen (S) til Jyllands-Posten.

Kollektiv trafik uden for de store byer bliver aldrig en overskudsforretning, fastslår Magnus Heunicke. Derfor er det et politisk valg, man må træffe, om der skal være busruter.

- Det handler om, hvorvidt vi skal have et Danmark, der hænger sammen, og hvor man kan bo med sin familie, også uden for de større byer, eller om det skal være et fuldstændig skrabet og nedskæringspræget tilbud, vi har til dem, der har bosat sig uden for byerne.

- Jeg mener det første, og jeg appellerer kraftigt til regeringen om, at den må tage de her advarselssignaler alvorligt.