DF'er fyrer konen for åben skærm

Dansk Folkeparti vil af med regionerne. Dermed er der for Christian Langballe ingen anden udvej, end at tage livet af hustruens politiske levevej i Region Midtjylland. Heldigvis er hun enig i beslutningen.

I spørgsmålet om regionernes fremtid, kigger Christian Langballe (DF) ud over sine og hustruens egne behov.

Dansk Folkeparti ønsker regionerne nedlagt. 205 folkevalgte regionsrådsmedlemmer skal miste deres politiske hverv. Blandt dem Lone Langballe (DF), som er et af 41 medlemmer af regionsrådet i Region Midtjylland, som i følge regeringen og Dansk Folkeparti skal afskediges.

- Hun oplever ligesom alle mulige andre regionsrådspolitikere, at der jo ikke er nogen som helst, der interesserer sig for regionsrådspolitik. Der er ikke nogen, der kender regionsrådspolitikerne. Der er ikke nogen, der ved, hvem de er, siger Christian Langballe.

Dansk Folkepartis Lone Langballe sidder lige nu i regionsrådet. Hendes parti støtter op om nedlæggelsen af regionerne. 
Dansk Folkepartis Lone Langballe sidder lige nu i regionsrådet. Hendes parti støtter op om nedlæggelsen af regionerne. 
Foto: Esben Kock Jensen, TV MIDTVEST

Men har din hustru og de 40 andre folkevalgte i Region Midtjylland slet ikke gjort noget godt?

- Jo, hun har gjort det supergodt, fastslår Christian Langballe, DF-folketingsmedlem fra Viborg.

- Men hun er faktisk også tilhænger af, at regionerne skal nedlægges. Det er jeg heldig med. Men det drejer sig jo ikke om ben til politikere. Det drejer sig om patienter. Det handler om, at vi på Christiansborg skal have lagt nogle overordnede standarder for, hvordan det danske sygehusvæsen skal se ud, siger Christian Langballe.

Sundhedsudspillet

Grund til bekymring

Kritikken af regionerne, og dermed også hustruens politiske platform, falder i det politiske magasin Krydsfelt på TV MIDTVEST, hvor politikere med afsæt i Viborg-egnen i denne uges udsendelse er i debat.

quoteBeslutningerne bliver flyttet fra regionerne og ind centralt. Det er det, der er humlen i det her. Og så er det klart, så kommer der nogle sygehusfællesskaber, hvor man skal få det til at fungere lokalt. Men det er noget andet, end at have beslutningsretten. Og det er den, jeg er meget bekymret for - nemlig, hvem kommer til at beslutte

Karin Gaardsted, Socialdemokratiet

Udover Christian Langballe medvirker Karin Gaardsted (Soc.dem.), Kristian Pihl Lorentzen (Venstre) og Signe Munk (SF). De diskuterer, hvad der skal ske med Region Midtjyllands hovedsæde i domkirkebyen – samt, hvordan demokratiet vil blive påvirket, hvis regionerne og regionsrådene forsvinder.

- Der er i allerhøjeste grad grund til at se de røde lamper blinke, konkluderer Karin Gaardsted (Soc.dem.).

- Beslutningerne bliver flyttet fra regionerne og ind centralt. Det er det, der er humlen i det her. Og så er det klart, så kommer der nogle sygehusfællesskaber, hvor man skal få det til at fungere lokalt. Men det er noget andet, end at have beslutningsretten. Og det er den, jeg er meget bekymret for - nemlig, hvem kommer til at beslutte, siger Karin Gaardsted.

Regeringen har ambitiøse planer om at ommøblere hele det danske sundhedssystem. Regionerne og de fem folkevalgte regionsråd skal nedlægges og erstattes af tre lag. Øverst vil være et statsligt organ under Sundhedsministeriet, som står for økonomi og styring.

Derunder vil der være fem sundhedsforvaltninger. De passer geografisk med de nuværende regioner og vil få hovedsæder samme steder. Derudover skal der oprettes 21 nye såkaldte sundhedsfællesskaber. De skal bygges op omkring lokale sygehuse rundt om i landet - blandt andet i Viborg.

Hvad så, hvis embedsmænd vil fjerne noget fra Viborg og lægge det til for eksempel Aarhus eller Herning? Hvor går man som viborgenser, så hen?

- Så går man til mig, siger Kristian Pihl Lorentzen, Venstre-mand og valgt til Folketinget i Viborg.

- Det her det handler om, hvad det er, vi skal have løst. Hvad er det for problemer. For eksempel det, at vores mulighed for at overleve er markant forskellig afhængig af, hvor vi bor i landet. Det er ikke godt nok i et lille land som Danmark, mener Kristian Pihl Lorentzen.

Regeringen planlægger at udfase landets fem regionsråd ved udgangen af 2020. Manøvren forventes at kunne udløse en besparelse på 1,5 milliarder kroner blandt andet ved at reducere administration.

Gæster i denne udgave af Krydsfelt er fire politikere med udgangspunkt i Viborg: Kristian Pihl Lorentzen (Venstre), Karin Gaardsted (Soc.dem.), Christian Langballe (DF) og Signe Munk (SF)

Læs flere artikler fra Region Midtjylland eller i kategorien Politik.