Der mangler psykiatriske sengepladser - men ikke i Viborg

På landsplan mangles der sengepladser til farlige psykiatriske patienter. I Viborg mangler en nyoprettet afdeling patienter.

Psykiatrien skriger efter flere sengepladser og flere hænder. Men på en ny psykiatrisk afdeling i Viborg er det lige omvendt. Her er der 25 medarbejdere og 14 enestuer. Men kun to patienter.

- Vi har 12 tomme stuer, så vi mangler patienter, siger Jan Otkjær, der er afdelingssygeplejerske ved Regionspsykiatrien Midt.

Faciliteterne er ellers moderniseret og klar til at tage patienter ind. 

Til farligt psykisk syge

Afdeling med 14 pladser til farligt psykisk syge er åbnet for nylig. Men de 25 medarbejdere har rigeligt med tid.

- De koncentrerer sig selvfølgelig om de to patienter, vi har, men der er en vis konkurrence om at få lov - om at komme til, uddyber Jan Otkjær.

Christina Jensen har masser af tid. Hendes afdeling mangler nemlig patienter.
Christina Jensen har masser af tid. Hendes afdeling mangler nemlig patienter.
Foto: Jan Ebbesen, TV MIDTVEST

For ergoterapeut Christina Jensen var særligt begyndelsen stille. Hun blev ansat i april, og de første måneder var der ingen patienter.

- Det er meget ensidigt lige nu, og det er lidt svært at sidde og lave det selv, men der er ikke rigtigt nogen at aktivere, siger hun.

Betingelserne for at få en plads er for svære

Folketinget har besluttet, at regionerne skal oprette plads til de farlige patienter, men de skal stadigvæk visiteres til en plads. Og det er alt for svært at blive visiteret, lyder kritikken.

- Folketinget må i virkeligheden tage sig sammen og få ændret den lovgivning, de fik lavet, for den virker ikke, og den gør, at vi ikke kan hjælpe nogle patienter, som har stærkt brug for det, forklarer SF'eren, Jacob Isøe Klærke, der er formand for Psykiatri- og Socialudvalget i Region Midtjylland.

Fredag erkendte sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) problemet.

- Det er en satspuljeaftale, så det kræver, at alle partierne er enige, men fra regeringens side lægger vi op til, at vi slækker kriterierne, så der ikke er så mange kvalifikationer - så at sige - man skal leve op til for overhovedet at blive henvist til én af pladserne, siger hun.

I alt skal der være 150 af de særlige pladser på landsplan. Indtil videre står over halvdelen af de oprettede pladser tomme.

Den omvendte verden: Næsten alle pladser står tomme på en ny psykiatrisk afdeling i Viborg.

Læs flere artikler fra Region Midtjylland eller i kategorien Sundhed.