Deltidsstillinger til sundhedspersonale skal stoppes: Regionsråd vil kun ansætte på fuldtid

Flere politikere er uenige med regionsrådet om, at de foreslåede ansættelsesvilkår løser problemet.

Anders Kühnau (S) er formand i regionsrådet i Region Midtjylland.
Anders Kühnau (S) er formand i regionsrådet i Region Midtjylland.
Foto: Morten Thomsen, TV MIDTVEST

Sundhedspersonale er en mangelvare i Region Midtjylland. Og når halvdelen af alle sygeplejersker og SOSU’ere i regionen arbejder deltid, bliver problemet endnu større, mener regionsrådet.

Derfor lægger regionsrådsformanden og direktionen nu op til, at alle nye jobs skal opslås som fuldtidsstillinger, og at det kun skal være i undtagelsestilfælde, at der kan søges om tilladelse til at blive ansat på deltid.

- Det drejer sig ikke om at tvinge dem, der i dag er på deltid op på fuldtid, men det drejer sig om, at vi skal omdanne vores arbejdspladser til fuldtidsarbejdspladser over tid, siger regionsrådsformand Anders Kühnau (S).

Det sker som forlængelse af en aftale, som de offentlige arbejdsgivere og lønmodtagere har indgået, hvor flere folk på fuld tid skal være med til at løse problemerne med mangel på arbejdskraft.

Frygt fra politikere

Det er dog ikke alle, der er lige begejstrede for det for det forslag.

Politikere fra flere partier ønsker ikke, at ansættelserne skal handle om fuldtidsjobs eller slet ingen jobs.

- Jeg frygter, at der er nogen i sundhedsvæsenet, der vil søge ud, hvis vi presser dem op i tid, siger Marianne Karlsmose (KD). Hun er regionsrådsmedlem i Region Midtjylland.

Det standpunkt får hun opbakning i fra Steen Thomsen, som er regionsrådsmedlem i Region Midtjylland for Dansk Folkeparti.

- Vi frygter, at forslaget får den modsatte virkning. At i stedet for, at man får flere varme hænder, så får man færre, siger han.

Støtte fra sygeplejersker

I Dansk Sygeplejeråd er man enig med Region Midtjylland i, at der skal ansættes flere fuldtidsmedarbejdere.

Men det skal kun være til dem, der selv ønsker at være på det ansættelsesvilkår.

- Hvis man er presset til noget, så udfører man sjældent sit arbejde til høj, faglig kvalitet, siger Maria Greve Svendsen. Hun er næstformand for Dansk Sygeplejeråd i Kreds Midtjylland.

Den del er regionsrådsformanden enig i, men på sigt rammer det hele den ydelse, som sundhedsvæsenet yder.

- Vi kan ikke give de samme ydelser i sundhedsvæsenet, hvis vi mangler arbejdskraft. Og vi kommer til at mangle arbejdskraft. Det gør vi allerede i dag, fordi alt for mange er på deltid, siger Anders Kühnau.

Hvordan de nye ansættelsespolitikker skal se ud i Region Midtjylland, bliver drøftet af regionens politikere på et møde på tirsdag.