Corona presser Psykiatrien i Region Midtjylland

Voksenpsykiatrien i Region Midtjylland oplever et stigende pres med hyppig overbelægning på de voksenpsykiatriske afdelinger. Flere tiltag skal være med til at afhjælpe situationen.

Patienterne i psykiatrien hober sig op i øjeblikket.
Patienterne i psykiatrien hober sig op i øjeblikket.
Foto: Troels Majgaard, TV MIDTVEST

I de seneste måneder har de psykiatriske afdelinger i Region Midtjylland haft svært ved at følge med. Den seneste tid har alle afdelinger haft patienter på samtlige stuer og sommetider mere. Gennemsnitligt har belægningen været mellem 100 - 120 procent.

- Vi begynder nu for alvor at mærke coronapandemiens indflydelse på vores patienter, hvor flere har holdt sig tilbage fra at søge hjælp på grund af bekymringer for coronasmitte. Vi oplever derfor i disse uger et øget behov for indlæggelse. Det presser afdelingerne, og det har blandt andet været nødvendigt at have to indlagt på de største af sengestuerne eller tage andre rum i brug, siger Tina Ebler, direktør i Psykiatrien i Region Midtjylland i en pressemeddelelse.

Det gør det vanskeligt at drive psykiatri, når der er ophobning af patienter, og personalet samtidig skal holde coronarestriktionerne.

- Det er absolut ikke optimalt for hverken patienter eller medarbejdere, men vi vil hellere beholde patienterne og bruge alternative løsninger end at sende dem hjem på grund af pladsmangel. Og det bliver ekstra presset, når vi samtidig skal forebygge coronasmitte og derfor har brug for mere plads, så patienterne ikke kommer for tæt på hinanden, siger Tina Ebler i pressemeddelelsen.

Svært at finde ekstra hænder

I psykiatrien arbejder de nu med forskellige løsninger, og selvom de har fået flere penge at gøre med, er det svært at løse problemet med det samme.

- Vi har tilført ekstra penge til afdelingerne, så de kan ansætte mere personale. Men det er ikke nok, da det er svært at finde ekstra hænder i øjeblikket. Ikke kun i psykiatrien, men i hele sundhedsvæsenet på grund af blandt andet coronasituationen, skriver Region Midtjylland i pressemeddelelsen.

Udover de ekstra penge til opnormeringer, undersøger Psykiatrien en midlertidig løsning, hvor ledige senge i børne- og ungdomspsykiatrien for en periode flyttes til voksenpsykiatrien.

Samtidig har afdelingerne intensiveret kontakten med blandt andet kommunerne, så patienterne kan komme hjem hurtigst muligt, når de er klar til udskrivelse.

På den længere bane har Region Midtjylland besluttet permanent at udvide antallet af senge i Psykiatrien. Regionsrådet har tidligere på året bevilget penge til et nyt sengeafsnit i Horsens, og retspsykiatrien i Skejby bliver udvidet med et ekstra sengeafsnit. Når de nye sengeafsnit står færdige, vil der være 28 flere senge.