Borgmester: Drop besparelserne på den regionale bustrafik

Millionbesparelser på busdriften vil ramme kommunerne hårdt, mener Carsten Kissmeyer.

Carsten Kissmeyer
Foto: Mogens Lyngsø, TV MIDTVEST

Det vil være ødelæggende får en lang række kommuner og landsbyer i området, hvis et forslag om at spare 35 millioner kroner på busdriften i Region Midtjylland gennemføres.

Det mener Ikast-borgmester Carsten Kissmeyer, der vil have spareplanerne taget af bordet. Gerne så hurtigt som muligt.

- Vi er blevet præsenteret for et spareforslag uden kvalitet. Det er kommet som en tyv om natten, og er ikke gennemtænkt. Derfor skal det droppes, siger Ikast-borgmesteren.

Million-besparelsen vil betyde nedlæggelse af en række regionale busruter under Midttrafik. Dermed spiller regionen, ifølge Carsten Kissmeyer, sorteper videre til kommunerne i landsdelen.

- Vi har bl.a. busruter i min kommune, der er livsnerven til vores uddannelsesinstitutioner. Lukker de ned, står både uddannelsesstederne og eleverne med et konkret problem, siger Ikast-borgmesteren.

Besparelsen har vakt politisk postyr på tværs af kommuner og partier, og nu opfordrer Carsten Kissmeyer, på vegne af sine kollegaer, til at den kollektive trafik i regionen bør ses i en større sammenhæng.

- Jeg afviser ikke, at der er ruter, der kan lukkes. Men vi har brug for en mobilitetsstrategi, der binder den regionale trafik sammen, så vi har det bedst mulige tilbud til borgerne, understreger borgmesteren, som også er næstformand i Kommunernes Kontaktråd.

Carsten Kissmeyer er også kandidat til posten som regionsrådsformand, når der er valg til november. Og han indrømmer, at den kollektive trafik kan blive et tema i den kommende valgkamp.

- Hvis den gør det, så håber jeg på det bliver en begavet og rummelig debat. Det giver os mulighed for, de kommende år, at få lavet en model, der sikrer den bedst mulige kollektive trafik på tværs af hele regionen, slutter Carsten Kissmeyer.