Boligpriser falder i Viborg

Boligpriserne falder i Viborg og stiger i Herning.

Til salg skilt.jpg

Boligmarkedet er købers marked i øjeblikket. I første kvartal faldt prisen på ejerboliger i region Midtjylland med 3,3 procent per kvadratmeter.

I Viborg Kommune er prisfaldet mest markant, nemlig mellem fire og ni procent. Det skriver Viborg Stifts Folkeblad.

En af årsagerne er de mange huse, der i øjeblikket er udbudt til salg.

Herning har prisstigning

Villasælgerne i kommunerne Nyborg, Aabenraa og Bornholm har haft den største nedgang i salgspriserne på mellem 12-15 procent, mens man i Haderslev, Herning og Middelfart har oplevet stigninger på mellem 9-12 procent.

Lange liggetider i Vestjylland

Det store udbud forlænger også liggetiden på huse til salg. Boligsiden Boliga har lavet en undersøgelse på liggetiderne i første kvartal 2011, og her har Vestjylland en lidet attraktiv føring.

Ud af 98 kommuner ligger Lemvig med 445 dage på trediepladsen over kommuner med længst liggetid på huse til salg. Længst liggetid har Læsø med 531 dage. Thisted ligger på 13. pladsen med 360 dage efterfulgt af Mors på 15. pladsen med 351 dage. Bedst i vores region går det for Ikast-Brande Kommune, som ligger som nummer 59 på listen med 241 dage.