Bent Hansen i Statsforvaltningens søgelys

Statsforvaltningen vil nu undersøge, om Bent Hansen og andre regionsrådsformænd spillede dobbeltroller, da pensionskasse vandt milliardkontrakter.

Statsforvaltningen har fokus på Bent Hansens rolle i forbindelse med pensionskassers milliardkontrakter på sygehusbyggeri.
Statsforvaltningen har fokus på Bent Hansens rolle i forbindelse med pensionskassers milliardkontrakter på sygehusbyggeri.

Var tre tidligere og nuværende regionsrådsformænd inhabile, da pensionskassen PKA fik milliardkontrakter i deres regioner?

Det vil Statsforvaltningen nu se nærmere på, skriver TV SYD.

Sagen handler om den tidligere formand for Region Syddanmark, Carl Holst (V), Bent Hansen (S) fra Region Midtjylland og Jens Stenbæk (V) fra Region Sjælland.

De tre havde topposter i PKA, da pensionskassen var en del af konsortier, som vandt udbud om at bygge psykiatriske sygehuse i Vejle og Skejby samt en fødeafdeling i Slagelse.

Ingen af regionsrådsformændene var med til at beslutte, at PKA skulle vinde de store opgaver. Men de har ledet regionsrådsmøderne, da det blev besluttet at sende kontrakterne i udbud.

Ifølge forskningschef Roger Buch fra journalisthøjskolen kan der alligevel være tale om inhabilitet.

- Interessen fra regionen er jo klart at få den billigst mulige bygning af en god kvalitet, mens det fra pensionskassen handler om at få mest muligt for den vare, man sælger. Så der er per definition modsatrettede kræfter, udtalte han for nylig til DR.   

Det har i skrivende stund ikke været muligt at få en kommentar fra Bent Hansen.