Alle med symptomer på coronavirus kan nu blive testet

Hvide telte, der er opsat i hver region, skal være med til at sikre, at alle med symptomer kan coronatestes.

Myndighederne er i gang med at opsætte COVID-19 testcenter i telte i ved Vejlby-Risskov Hallen i Aarhus, mandag den 20. april 2020.
Myndighederne er i gang med at opsætte COVID-19 testcenter i telte i ved Vejlby-Risskov Hallen i Aarhus, mandag den 20. april 2020.
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Alle, der har symptomer på coronavirus, skal fremover testes for smitte.

Det fortæller sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på et pressemøde mandag eftermiddag.

- Ring, hvis du har symptomer. Så kan vi teste, og så kan vi stoppe smittekæderne.

- Hvis du har tør hoste, problemer med vejrtrækningen, så ring til din læge. Eller ring til vagtlægen, hvis det er uden for arbejdstiden. Så vil man blive visiteret til en test, siger han.

De seneste dage er en række hvide telte blevet opsat i byer over hele landet. På dem er sat skilte, hvorpå der står "Covid-19 Testcenter", men myndighederne har hidtil ikke villet fortælle, hvad meningen med teltene er.

Der har været billeder af testfaciliteter i Aarhus, Aalborg, Næstved og København.

Det er steder, hvor der kan blive testet for coronavirus, oplyser sundhedsministeren på pressemødet.

- De hvide telte er en del af vores teststrategi, som igen hænger sammen med genåbningen af Danmark.

- Fra og med i dag udfører vi pilottest. Vi udfører test lige nu, siger Magnus Heunicke.

Der er et testcenter opsat i hver af landets fem regioner.

- Vi har virkeligt arbejdet hårdt på at få opbygget testkapacitet. Nu er den der, siger Heunicke.

- Nu skal folk med symptomer bare ringe, så de kan blive testet.

På pressemødet bliver det påpeget, at folk med symptomer på sygdommen Covid-19 ikke må dukke op fysisk hos deres læge. Man må heller ikke køre direkte til teststedet.

I stedet skal man ringe til sin praktiserende læge, som vurderer situationen og vejleder en.

Både de danske og internationale sundhedsmyndigheder har løbende sagt, at det er vigtigt at teste mange og gøre det hurtigt. Formålet med de mange test er at skabe overblik over, hvordan smitten spreder sig i samfundet.

Det skal hjælpe med at begrænse spredningen i samfundet.