91-årig blev smittet på vestjysk plejehjem: Nu får familien erstatning for dødsfald

Patienterstatningen slår fast, at de efterladte har ret til erstatning, efter en 91-årig kvinde døde som følge af at være blevet smittet med Covid-19 på et vestjysk plejehjem.

Arkivfoto.
Arkivfoto.
Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

I foråret blev en 91-årig kvinde smittet med coronavirus på sit plejehjem. Nu fastslår Patienterstatningen, at familien har ret til erstatning.

Patienterstatningen anerkender, at der er tale om patientskade, fordi kvinden ’med overvejende sandsynlighed’ blev smittet, da hun modtog sundhedsfaglig behandling og senere døde af Covid-19.

Plejehjemmet, hvor kvinden blev smittet, ligger i den vestlige del af Region Midtjylland, oplyser Patienterstatningen til TV MIDTVEST.

Der var et udbrud af Covid-19 blandt beboere og personale på det pågældende plejehjem i marts og april, skriver Patienterstatningen i en pressemeddelelse.

Siden der på det tidspunkt var besøgsforbud, og fordi kvinden både fik medicin og behandling, vurderer Patienterstatningen altså, at smitten, der førte til kvindens død, kom fra personalet, og derfor skal de efterladte have erstatning.

Skal lægge linjen for tilsvarende sager

Direktør for Patienterstatningen, Karen-Inger Bast, forventer, at denne sag kommer til at lægge linjen for tilsvarende sager i fremtiden. Det er nemlig første gang, at Covid-19 smitte på et plejehjem bliver anerkendt som patientskade.

Det afgørende for, om sager som disse skal føre til erstatning, er, om man er blevet smittet af personalet i forbindelse med sundhedsbehandling, udtaler direktøren i pressemeddelelsen.

Patienterstatningen skriver, at erstatningen i sagen ikke er gjort op endnu, men at pengene kan være med til at dække udgifter til begravelsen eller andet i forbindelse med dødsfaldet.