Gaardsted: Forkert at tale om pengemaskiner

Politisk duel om fotovogne: Pengemaskine eller et spørgsmål om liv eller død?

040215Fartduel.jpg

Det er helt forkert at kalde politiets nye satsning med flere fotovogne for en pengemaskine.

Det sagde det socialdemokratiske folketingsmedlem Karin Gaardsted fra Viborg, da hun onsdag aften i TV MIDTVEST diskuterede fotovognene med Venstres Kristian Pihl Lorentzen fra Ans.

Gaardsted fastslog, at regeringen har besluttet at sende flere fotovogne på vejene med det klare formål at nedbringe antallet af ulykker.

- Det er et spørgsmål om liv eller død. Og det med at det skulle være pengemaskiner, passer overhovedet ikke. Man kan bare lette foden fra speederen - så kommer man ikke til at betale om der så holder en million fotovogne, sagde Karin Gaardsted.

Kristian Pihl Lorentzen var lodret uenig. Han mente, at ordningen minder om en pengemaskine - og mener, at der er en bedre måde at skabe mere trafiksikkerhed på.

Lorentzen mente, at vi skal gøre som svenskerne og sætte ubemandede kameraer op på de steder, hvor der sker mange ulykker. Og skilte med at man gør det.

- Derudover synes jeg, at det er en dårlig anvendelse, at så mange dygtige og veluddannede politifolk skal sidde bag et kamera i stedet for at hjælpe fru Jensen, hvis hun har haft indbrud, eller jagte bandekriminelle. Jeg synes simpelthen, at det er dårlig prioritering, sagde Venstre-politikeren.

Se debatten om fotovogne her:

4:13