Pokemon Go skal lokke kunder til butikken

Pokemon Go er inden for kort tid blevet uhyre populært. Så populært at butikker nu vil markedsføre sig gennem spillet.

Pokemon go

Unge som gamle jagter i disse dage Pokemons i gader og stræder over hele landet. Nu har butikkerne øjnet en mulighed for at tjene lidt ekstra penge på de mange Pokemon-jægere.

I Herning opfordrer cityforeningen butikkerne til at hoppe med på bølgen og markedsføre sig gennem spillet.

- Det er et kæmpe potentiale, som der helt sikkert skal gøres noget ved, siger Anders Stokholm Jessen, som er marketingassistent i Herning Cityforening.

Pokemon-universet blander spil og virkelighed i en cocktail, som især kan blive en stor fordel for de fysiske butikker, som ligger i Gågaden.

Tank op på et pokemonstop

For at fange en Pokemon skal spillerne bruge en Pokeball, som typisk findes på offentlige steder, og derfor flokkes Pokemon-spillerne hertil.

Ifølge Herning Cityforening er det netop det, som butikkerne i byen skal udnytte, og det kan flere af byens butiksejere godt se fidusen i.

- Vi skal være der, hvor folk er, og det er Pokemon Go lige nu, så det skal vi da prøve, siger André Minds Gislesen, som er herretøjsansvarlig i Sektion 1 i Herning.

Mulighederne er mange

I USA er butikker og restauranter allerede langt fremme, når det kommer til at udnytte Pokemon Go i deres markedsføring.

- Som jeg har forstået det, kan man som erhvervsdrivende tilkøbe sig en mulighed for, at der dukker pokemons op i ens GPS-position. Det ville jeg være frisk på at prøve, siger Bjørn Frank, som er indehaver af Runners corner i Herning.

Pokemon-spillet kom officelt til Danmark d. 16. juli. 

 

2:17
Spillet Pokemon Go er på kort tid blevet uhyre populært.  I Herning opfordrer cityforeningen nu butikkerne til at markedsføre sig gennem spillet.