Jesper Panorama Pedersen takker for "støtte-storm" efter kritik fra tidligere ansatte
Jesper Panorama Pedersen takker for støtte, efter flere tidligere ansatte rejste en kritik af arbejdsmiljøet.
Tv-kok Jesper Panorama Pedersen sætter nu ord på den støtte, han har fået, efter flere tidligere ansatte i sidste uge kritiserede den ledelse, de har oplevet på restaurant Panorama Mad og Vin i Silkeborg.
Det gør han i et længere opslag på Facebook.
- I kølvandet på medieomtalerne opstod der en regulær "kategori 5 støtte-storm", som Camilla (Højlund Panorama, red.), ledelsen, ejerkredsen, de ansatte og jeg blev blæst omkuld af, skriver han blandt andet i opslaget.
Opslaget kommer efter en periode med massiv medieomtale af den kritik, som de tidligere ansatte er stået frem med.
Jesper Panorama Pedersen fortæller dog, at han kun er blevet mødt af opbakning.
- Hold da magle, hvor er jeg lykkelig og taknemmelig for den ubetingede opbakning, som tusindvis af mennesker har givet mig og hele holdet på Panorama i den seneste uge......det går lige i tårekanalerne, skriver Jesper Panorama Pedersen, der oplyser, at han har fået "flere hundrede beskeder på Messenger, SMS, mails og telefonopkald".
Skabte "frygtkultur"
TV MIDTVEST har talt med 37 tidligere medarbejdere på restaurant Panorama Mad og Vin om ledelsesstilen.
De ansatte, der har kritiseret ledelsen, dækker over alt fra opvaskere, tjenere og kokke til tidligere køkken- og restaurantchefer. Nogle har været ansat i få måneder og andre i flere år. Samlet set repræsenterer de hele restaurantens levetid fra 2018 til i år.
I samme periode har restauranten opnået national anerkendelse, samtidig med at Jesper Panorama Pedersen ofte er tonet frem på tv-skærmen i Go' morgen Danmark og i programmet Fem Fede Kokke.
De ansatte mener, at den succes og berømmelse, som Jesper Panorama Pedersen har fået, er opnået på bekostning af arbejdsmiljøet.
De fortæller samstemmigt om en "frygtkultur", hvor råb foran kollegerne blev brugt som et ledelsesværktøj.
I Facebook-opslaget skriver Jesper Panorama Pedersen, at han har iværksat en række ændringer "for nogle år siden".
- Ændringerne er iværksat længe før tidligere ansatte på Panorama helt urimeligt gjorde arbejdsmiljøet til et offentligt anliggende, skriver han.
Ifølge beretninger, som TV MIDTVEST har bragt fra tidligere ansatte, hvoraf flere har været ansat til og med i år, har der på trods af ændringerne været problemer med arbejdsmiljøet fra restaurantens begyndelse til i år.
Afviser interview
TV MIDTVEST har fredag været i kontakt med den kommunikationsrådgiver, Panorama Mad og Vin har hyret, efter de ansatte stod frem med kritik.
Vi ville blandt andet gerne spørge Jesper Panorama Pedersen ind til, hvilke ændringer han iværksat og hvilke effekter, de har haft, når tidligere ansatte beretter, at der har været problemer med arbejdsmiljøet fra restaurantens begyndelse til i år.
Kommunikationsrådgiveren oplyser, at hverken Jesper Panorama Pedersen eller de øvrige medlemmer af ejerkredsen fortsat ønsker at stille op til et interview.
I en skriftligt udtalelse skriver ejerkredsen:
- Jesper (Panorama Pedersen red.) er dybt følelsesmæssigt påvirket af, at interne personalesager, der er håndteret og afsluttet for en rum tid siden, nu skal genoptages i offentligheden. Jesper har desuden brugt næsten alle vågne timer på at passe på den arbejdsplads, Panorama er og er aktuelt ikke i stand til at gennemføre interview på en måde, der tjener de involverede parter eller Panorama.
I Facebook-opslaget skriver Jesper Panorama Pedersen, at Panoramas værdigrundlag hviler på flere søjler herunder åbenhed.
I en skriftlig udtalelse har han blandt andet tidligere skrevet, at han mener, at størstedelen af medarbejderne har været glade for ledelsesstilen på restauranten.
Han forklarer også, at han har hævet stemmen over for nogle få ansatte, og at der i perioder har været pres på arbejdskollektivet.
Jesper Panorama Pedersen fortæller desuden, at der er blevet flyttet flere ledelsesopgaver fra ham over på nogle mellemledere – ændringer, der er blevet lavet for at forbedre arbejdsmiljøet.