Vækkeuret var sat til klokken tre, så Per og Annette kunne se deres datter i en OL-finale - Det var et stort øjeblik

Nogle gange kan det være nødvendigt at gå et ekstra skridt, hvis man vil støtte sin datter. Det ved Per og Annette Christensen fra Bjerringbro alt om.

3:40
Annette og Per Christensen havde måske en smule sværere ved at stå op natten til i dag end sædvanligt. I nat fulgte de nemlig med, da datteren Simone Tetsche Christensen sikrede sig en 6. plads ved De Olympiske Lege i Tokyo.
Foto: Frida Bjørn Fisker, TV MIDTVEST

Tidens helt store sportsbegivenhed er nu en uge gammel, men som de fleste formentlig har opdaget, så er denne udgave af De Olympiske Lege i Tokyo fuldstændig blottet for det, der normalt sørger for den helt rigtige OL-stemning - nemlig publikum. 

Derfor må man finde andre løsninger, hvis man er én af dem, der ynder at følge med i, hvordan det går de danske og internationale atleter, når de tørner ud på en af de absolut største sportsscener.

Det kan man heldigvis også, for vi lever jo i en tid, hvor selv de mindste sportsgrene er mulige at få tv-transmitteret, men med det afstedkommer så et nyt problem.

Der er nemlig syv timers tidsforskel på Danmark og Japan, og det betyder altså, at man kan ryge ud i noget forfærdeligt natteroderi, hvis man skulle være så uheldig at have interesse i de sportsgrene, der udkæmpes tidligt på dagen lokal tid.  

Det kender Per og Annette Christensen fra Bjerringbro alt til, for de måtte nemlig sætte vækkeuret til klokken tre natten til i dag for at følge med i finalen i BMX. Den havde nemlig deltagelse af datteren Simone Tetsche Christensen, der havde kæmpet sig til en plads blandt de otte ryttere, som skulle fordele medaljerne imellem sig. 

- Vi fik os jo da noget kaffe for at holde os vågne, men det var et stort øjeblik, fortæller Per Christensen, der til daglig er selvstændig automekaniker. 

- Det er jo altid spændende, når ens børn er til OL, havde jeg nær sagt. Det er jo ikke hverdag, så selvfølgelig skulle vi op at se det, fortæller Annette Tetsche Christensen, der er kontorassistent. 

Simone Tetsche Kristensen har kørt BMX, siden hun var otte år gammel.
Simone Tetsche Kristensen har kørt BMX, siden hun var otte år gammel.
Foto: Katrine Angel, TV MIDTVEST

Flot resultat gav ros hjemmefra

I nattens mulm og mørke kunne forældreparret fra Bjerringbro følge datteren hive en 6. plads hjem til Danmark. Det er en væsentlig forbedring i forhold til hendes præstation for fem år siden ved OL i Rio, hvor hun måtte udgå af semifinalen på grund af styrt.

Derfor var det en euforisk datter, Annette Christensen havde i røret efter finaleresultatet.

- Jeg sagde, at hun var s**** dygtig. Det synes jeg godt, hun kunne være tilfreds med. Hun har haft sine bump på vejen med en brækket arm og andre skader, så vi havde været lidt bekymrede, men det gik jo heldigvis godt, fortæller Annette Christensen.

Derfor var humøret også højt fra morgenstunden, selvom de stolte forældre på trods af natteroderiet skulle møde på arbejde til vanlig tid.

- Jamen det er da en stor dag, fordi hun kom så langt, som hun gjorde. Det var der nok ikke nogen, der havde forventet, fortæller Per Christensen.