Student uden druk: Helena vælger fester fra for at blive klar til OL

Studenterugen er nok sommerens højdepunkt for de fleste nye studenter, men ikke for Helena Rosendahl Bach. Hun forbereder sig i stedet til OL, mens kammeraterne fester.

Mandag fik Helene Rosendahl Bach 12 i sin studentereksamen. Senere samme dag tog hun igen i svømmehallen.
Mandag fik Helene Rosendahl Bach 12 i sin studentereksamen. Senere samme dag tog hun igen i svømmehallen.
Foto: Torben Mondrup, TV MIDTVEST

Når studenterhuen endelig lander på hovedet efter flere års slid med opgaver, lektier og eksaminer, har de fleste fokus på fest, farver og fejring med rigelige mængder af alkohol. Sådan er det dog ikke for Helena Rosendahl Bach fra Holstebro.

Mandag fik hun sin HHX-hue efter fire år som Team Danmark-elev på UddannelsesCenter Holstebro.

I hele sin gymnasietid har hun fokuseret på at blive en dygtig svømmer, og i april lykkedes det hende at svømme sig til en plads ved OL i Tokyo til august. Derfor har hun valgt studenterfest og alkohol fra for i stedet at fokusere på sin træning.

- Det har jeg det fint med, for jeg vil meget hellere svømme, og jeg har en rigtig spændende sommer foran mig. Det er det, jeg drømmer om og gerne vil, så det passer mig rigtig fint, siger hun.

Fra eksamen med svømmehallen

Det var da også helt naturligt for hende at fejre sit 12-tal til den afsluttende eksamen i mundtlig dansk med en tur i svømmebassinet.

Det næste stykke tid kan hun se frem til endnu flere af dem, så hun kan blive helt klar til at konkurrere i disciplinen 1500 meter fri.

- Jeg skal bare træne en hel masse op til august, og så håber jeg bare på, at det kan gøre, at jeg præsterer rigtig godt til OL. Nu har jeg klaret eksaminerne, så der er ro på det. Nu er det bare med at få trænet, siger Helena Rosendahl Bach, der svømmer i Holstebro Svømmeclub.

Når OL er overstået, er hendes plan at holde sabbatår og svømme endnu mere. Hvad der skal ske derefter, har hun endnu ikke taget stilling til, for lige nu er det de olympiske lege, der er i centrum.

- Jeg glæder mig helt vildt. Vi har fået OL-tøjet nu, og det er bare så fedt. Jeg glæder mig til at repræsentere Danmark, siger hun.

Det er den 26. juli, at Helena Rosendahl Bach hopper i bassinet til de indledende heats i 1500 meter fri i Tokyo.