Fuglsang i tårer efter OL-løb: Jeg har haft det så dårligt

Jakob Fuglsang kunne ikke holde tårerne tilbage efter at have knoklet i 234 kilometer i OL-landevejsløbet.

Tim De Waele/Reuters/Ritzau Scanpix

Det blev ikke til en ny OL-medalje til samlingen, men Jakob Fuglsang sled og knoklede på cyklen i 234 udmarvende kilometer, inden han kunne køre over målstregen som nummer 12.

Og den danske veteran forsøgte forgæves at holde tårerne tilbage i det, der formentlig var en blanding af udmattelse og lettelse over, at han mod alle odds leverede en god præstation på vejene omkring Fuji-vulkanen uden for Tokyo.

I sidste weekend blev han syg før sidste etape af Tour de France, og siden har det været et kapløb med tiden for at blive klar til OL-løbet på den anden side af jorden.

- For to dage siden troede jeg ikke, at jeg ville starte i dag (lørdag, red.), fordi jeg har haft det så dårligt siden Touren. Det har været en lang vej. Det har været hårdt.

- Jeg er bare smadret, og jeg gav den alt, hvad jeg havde, fordi jeg bare ville det her.

- Når du ligger med diarré i seks dage og må stå af inden Paris, fordi du ikke kunne køre... jeg har maksimum trænet i to timer, hvor jeg følte mig ad helvede til, siger Jakob Fuglsang.

Manglede en dag mere

Der har været en del skepsis omkring den danske OL-kaptajns form siden hans skuffende indsats i Tour de France, hvor han selv udtrykte frustration over sin manglende evne til at presse sig selv.

Men da det gjaldt, var han frisk nok til at sidde blandt de 12 bedste, indtil han endegyldigt måtte slippe taget ti kilometer før mål.

- Jeg var i tvivl under Touren, om jeg skulle tage afsted. Bliver du så syg, dagen inden du tager afsted, giver det stort set ingen mening.

- Men jeg har egentlig hele tiden villet det og troet på, at der kunne ske mirakler. Hvis jeg blev klar, er jeg stærk nok til at sidde fremme i sådan en type løb.

- Jeg manglede måske lige en dag mere til at komme mig. Men jeg er glad og stolt over det løb, jeg kørte, siger Jakob Fuglsang.

Richard Carapaz fra Ecuador vandt OL-guld, mens belgieren Wout van Aert tog sølv foran Tour de France-vinderen Tadej Pogacar fra Slovenien.