Fredrik fra Herning kæmper for at blive klar til OL: - Jeg skal have brækket noget, hvis ikke jeg skal ind på den madras til OL

Fredrik Bjerrehuus har masser af brydetitler at pryde sig med, og trods en skadesramt optakt, så er han klar til at kæmpe for endnu en til OL i Tokyo.

31-årige Fredrik Bjerrehuus skal kæmpe om olympisk metal til Danmark i brydning.
31-årige Fredrik Bjerrehuus skal kæmpe om olympisk metal til Danmark i brydning.
Foto: Katrine Angel, TV MIDTVEST

Der er ikke lang tid til, at OL løber af stablen. Og det betyder en masse træning for Herning-bryderen Fredrik Bjerrehuus.

Han skal nemlig til sit første olympiske lege i disciplinen brydning. Men det var faktisk lidt af et tilfælde, at det endte med at blive netop brydning, han blev god til.

Som barn gik han nemlig også til både svømning og fodbold.

- Jeg havde meget energi. Jeg var fra barns ben af god til alt motorisk. Jeg tror, jeg cyklede, da jeg var halvandet-to år, siger Fredrik Bjerrehuus.

- Og så var jeg lille og kraftig, og jeg har ikke ret store øjne, så lignede jeg lidt en sumobryder, fordi jeg var sådan lidt tyk i det. Så mente min mor, jeg skulle gå til brydning, fortsætter han.

Men vejen til Tokyo har ikke været helt lige til. I sin træning frem mod OL har Fredrik Bjerrehuus nemlig fået en fibersprængning i sit baglår.

2:05
Brydning har i mange år været en del af Fredrik Bjerrehuus' liv. Her kan du se, hvordan det så ud, da han i 2018 vandt sit syvende senior-DM i sin hjemby.

- Der er småskavanker hele tiden. Det tror jeg der er i alle sportsgrene. Nogle er bare lidt vildere end andre, siger han.

Og der skal da også mere til at stoppe drømmen om at bryde til OL. 

- Jeg skal have brækket noget, hvis ikke jeg skal ind på den madras til OL, siger Herning-bryderen.

Derfor bliver der også givet fuld gas, når Fredrik Bjerrehuus træner.

- Jeg stoler på processen. At det er det, der skal til, før jeg vinder til OL. Så længe jeg kan presse mig selv, så føler jeg mig mere klar til OL.

Topniveau kræver tid

Som 16-17-årig flyttede Fredrik Bjerrehuus fra Herning til Nykøbing Falster, hvor han stadig træner i dag.

Alligevel har hjembyen en særlig plads i bryderens hjerte.

- Det betyder et eller andet sted alt for mig. Der er jo dem, der har lavet mig. Jeg har fået min opdragelse i Herning, siger han.

- Og hver eneste gang, jeg møder nogen, der siger 'Hvor fanden er Herning', så har jeg i hvert fald ti argumenter for, at det er en af Danmarks bedste byer.

Fredrik Bjerrehuus flyttede fra Herning til Nykøbing Falster som 16-17 årig. Nu bor han i København.
Fredrik Bjerrehuus flyttede fra Herning til Nykøbing Falster som 16-17 årig. Nu bor han i København.
Foto: Katrine Angel, TV MIDTVEST


Nu bor han i København, hvor han kan nyde tiden udenom de mange timers træning med sine venner.

- Selvom han er væk fra os ofte eller i længere tid, så er han god til stadig lige at chit-chatte og pingponge lidt og have en dialog, siger Miki Kjeldsen, der er en af Fredrik Bjerrehuus' gode venner.

Men når man bryder på OL-niveau, så kræver det, at man er klar til at indgå en masse kompromiser for at få det til at hænge samme.

- Det er det, jeg har gjort i mange år. Jeg har gradvist vænnet mig til det. Det var noget andet, hvis jeg fra den ene dag til den anden skulle starte med det, siger bryderen.

Og der er da også både fordele og ulemper ved at leve livet som atlet.

- Vi får jo hele verden at se. Så den dag jeg bare skal leve herhjemme og bare komme på en eller to ferier om året, det ser jeg måske ikke helt frem til. Og alligevel ser jeg frem til at blive et normalt menneske igen.

Når Fredrik Bjerrehuus kommer hjem fra OL, starter han på uddannelsen til fysioterapeut. Så skal han forsøge at kombinere brydekarrieren med et liv som studerende.

- Jeg skal ikke bare med for at have det sjovt

Men når Fredrik Bjerrehuus drager afsted mod verdens største by og OL, så er det med en klart mål for øje. 

- Jeg har jo været top fem de sidste fire år i verden, så hvorfor skulle det ikke være min tur?

Og det ville da også være noget ganske særligt at kunne tage OL-guld med hjem til Midt- og Vestjylland og Danmark.

- Indenfor brydning der er Ol det største, siger Fredrik Bjerrehuus.

Derfor går han også kun på madrassen for at vinde.

- Hvis jeg havde set mig tilfreds med en femteplads var der for mig ikke en grund til at tage af sted, siger Fredrik Bjerrehuus. 

- Jeg skal ikke bare med for at have det sjovt. Jeg skal med for at gøre mit bedste, og så må det briste eller bære. Og det skal bære, fortsætter han.