Dansk PL-guldvinder: Det har været en vild rejse

34-årige Lisa Kjær Gjessing ved ikke, hvad fremtiden byder, efter at hun fredag vandt PL-guld i taekwondo.

Lisa Kjær Gjessing er den første vinder af taekwondo ved PL (arkivfoto).
Lisa Kjær Gjessing er den første vinder af taekwondo ved PL (arkivfoto).
Foto: Jesper Mortensen, TV MIDTVEST

Taekwondokæmperen Lisa Kjær Gjessing fra Skjern rundede de paralympiske lege perfekt af set med danske briller, da hun som den sidste dansker i aktion sikrede guld i kvindernes K44-klasse under 58 kilo.

Den danske fanebærer vandt finalen i sikker stil over briten Beth Munro efter tidligere på fredagen at have vundet kvart- og semifinale.

- OL har været en vild rejse. Først at komme herover og skulle være fanebærer, som var den vildeste drøm, hvor jeg bare kunne tage storheden ind, for jeg vidste, at i dag ville blive en vild arbejdsdag med en masse pres.

- Så det er helt sindssygt, at det også er lykkedes, siger Lisa Gjessing efter den succesfulde finale i Tokyo.

- Nu skal det fejres med familien. De skal bare være der, uden at der er en bagkant. Jeg skal bare nyde livet sammen med dem.

Første gang til PL

Familien skal også med på råd, når den 34-årige kæmper, der i løbet af sin karriere har vundet både EM og VM fire gange, skal træffe en beslutning om, hvad der nu skal ske med karrieren.

- Jeg har endnu ikke taget en beslutning. Jeg har hele tiden sagt, at så længe jeg kan kan vinde, har jeg ingen problemer med min alder.

- Folk spørger hele tiden, hvor længe jeg kan blive ved, men så længe jeg vinder, kan jeg blive ved. Men det koster også mange afsavn, især for familien, for man kan ikke være med her uden at arbejde sindssygt hårdt, siger Gjessing.

Da sporten ikke har været på PL-programmet før, var det hendes første deltagelse, og legene har givet hende lyst til mere.

- Jeg har haft en fest her, det har været så inspirerende. Jeg håber, jeg kan blive ved med at være en del af det, og måske gøre noget andet og påvirke andre til at få samme oplevelse, hvis jeg ikke selv kæmper videre.

Med fredagens guld kom Danmark op på tre guldmedaljer og i alt fem medaljer ved PL i Tokyo.