Danmark overrasker med åbningssejr i kørestolsrugby

Sofie Skoubo fra Struer fik godt tre minutters spilletid.

Danmarks landshold i kørestolsrugby vandt 54-53 over de paralympiske mestre fra Australien i Tokyo.
Danmarks landshold i kørestolsrugby vandt 54-53 over de paralympiske mestre fra Australien i Tokyo.
Foto: Bernadett Szabo/Reuters/Ritzau Scanpix, Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Det danske landshold i kørestolsrugby har fået en forrygende start på de paralympiske lege i Tokyo.

Onsdag vandt Danmark overraskende sin åbningskamp ved legene, da Australien blev besejret med 54-53 efter en tæt og dramatisk kamp.

Sejren blev sikret, da topscorer Sebastian Frederiksen sendte Danmark i front med 2,7 sekunder tilbage af opgøret. Det var hans 29. scoring i opgøret.

Australien er en stormagt i kørestolsrugby og har vundet de seneste to paralympiske lege.

Australien fik den bedste start på kampen. Men danskerne svarede godt igen, og efter første periode var stillingen 14-14.

Midtvejs i opgøret førte de australske favoritter med 25-23. Men på en stærk tredje periode overtog Danmark føringen.

Derfor var stillingen 39-38 til Danmark inden de sidste otte minutter.

Sofie Skoubo debuterer ved PL. Hun er eneste kvinde på det danske landshold i kørestolsrugby.
Sofie Skoubo debuterer ved PL. Hun er eneste kvinde på det danske landshold i kørestolsrugby.
Foto: Team Danmark

I kampens sidste periode udlignede Australien konstant Danmarks føringer. Men til sidst var tiden med Danmark.

Danskerne timede et angreb perfekt og kunne score med under tre sekunder tilbage af opgøret. Efter slutfløjtet gjaldede 1986-hittet Re-Sepp-ten ud af højttalerne i Tokyo.

Otte nationer deltager i disciplinen i Tokyo. Ud over Australien tæller Danmarks indledende gruppe også Frankrig og værtsnationen Japan. Gruppens to bedste hold avancerer til semifinalerne, mens nummer tre og fire skal ud i knap så glamourøse placeringskampe.

Kørestolsrugby indeholder elementer af rugby, håndbold og basketball. Og der spilles på en bane, der svarer til størrelsen på en basketballbane.

Der er fire spillere på banen. Der scores ved at bringe bolden ind i modstanderens målfelt, mens den er under fuld kontrol. Ved kontrol menes, at spilleren besidder bolden i skødet eller imod andre dele af kroppen eller stolen.