OL i Tokyo

Blev OL-roer ved et tilfælde: - Jeg havde egentlig aldrig tænkt, at jeg skulle være elitesportsudøver

Når OL blive skudt i gang om få dage bliver det med 24-årige Trine Dahl Pedersen fra Skive på deltagerlisten. Det har dog langt fra altid ligget i kortene, at det var her, hun ville ende.

Trine Dahl Pedersen er 24 år og kommer fra Skive. Nu er hun klar til sit allerførste OL.
Trine Dahl Pedersen er 24 år og kommer fra Skive. Nu er hun klar til sit allerførste OL.
Foto: Simon Hyllested, TV MIDTVEST

Der bliver dømt sportsunderholdning i absolut topklasse, når det olympiske stadion i Tokyo fra 23. juli slår dørene op og byder indenfor til den 32. udgave af Sommer-OL.

For anden gang i verdenshistorien er Japans hovedstad vært for legene, hvor nogle af planetens bedste atleter tørner sammen og konkurrerer om de eftertragtede medaljer.

Én af dem, der er blandt de omkring 10.000 atleter på deltagerlisten, er 24-årige Trine Dahl Pedersen fra Skive. Hun dyrker roning og er blevet udtaget til at være en del af den danske kvinde-kvartet, der skal konkurrere i disciplinen dame-firer uden styrmand.

Det har dog ikke altid ligget i kortene, at det lige netop var et OL, der skulle ende med at blive hendes store drøm. Hun har godt nok dyrket sport hele sit liv, men da hun var yngre, var det aldrig med et OL for øje.

- Det har aldrig været på højt plan, jeg har dyrket idræt. Det har altid bare været for sjov, så jeg havde egentlig aldrig tænkt, at jeg skulle være elitesportsudøver, fortæller Trine Dahl Pedersen.

Sådan ser den trikot ud, som Trine Dahl Pedersen (tv.) skal konkurrere i ved legene i Tokyo.
Sådan ser den trikot ud, som Trine Dahl Pedersen (tv.) skal konkurrere i ved legene i Tokyo.
Foto: Lasse Uttrup & Frida Bjørn Fisker, TV MIDTVEST

Et tv-indslag ændrede hendes liv

Som barn dyrkede hun blandt andet gymnastik, atletik, svømning og håndbold. Da hun blev teenager, fik hun dog problemer med sine knæ på grund af den hårde belastning fra håndboldbanen, så hun begyndte i stedet at se sig om efter en anden sportsgren.

Det fandt hun så i 2013, da hun så et tv-indslag, hvor Dansk Forening for Rosport søgte nye talenter. Det skete, fordi foreningen ønskede at lave et nyt talentprogram, som skulle udvikle atleter til at blive klar til OL i 2020.

- Jeg tænkte, at det lød megafedt, og det var noget, jeg aldrig havde kendt noget til. Så jeg tog til Holstebro og blev målt, vejet og testet af, og så fik jeg at vide, at jeg var inde for rammen. Det fik mig til at starte med roning og i løbet af tre måneder var jeg sådan set blevet elitesportsatlet, fortæller Trine Dahl Pedersen.

Et vanemenneske der passer godt ind i elitesport

Her otte år efter er Trine Dahl Pedersen stadig tilknyttet Holstebro Roklub, men hun træner i dag sammen med den danske ro-elite ved Bagsværd Sø nord for København. Det er nemlig her ved Danmarks Rocenter, at man skal søge mod, hvis man gerne vil til tops inden for rosport i Danmark, fortæller hun:

- Det er et super fedt miljø, fordi vi er så forskellige, og der er virkelig plads til alle. Men samtidig er det jo et elitesportsmiljø, og det betyder, at der ligger et pres i forhold til at præstere, og at der indimellem er selektioner og lignende.

Hun træner typisk omkring 25 timer om ugen, og ved siden af læser hun erhvervsøkonomi på Copenhagen Business School.

- Jeg har fundet ud af de seneste år, at jeg nok lidt er et vanemenneske. Det havde jeg egentlig aldrig troet, men det passer faktisk meget godt ind i elitesports-setuppet. Jeg kan godt lide at arbejde med noget så koncentreret, og så er der ikke noget federe end følelsen af at have roet sig selv fuldstændig ud, fortæller hun.

12 meter lang er den båd, som Trine Dahl Pedersen sammen med resten af OL-kvartetten skal konkurrere i.
12 meter lang er den båd, som Trine Dahl Pedersen sammen med resten af OL-kvartetten skal konkurrere i.
Foto: Lasse Uttrup & Frida Bjørn Fisker, TV MIDTVEST

Fik en ny chance og lykkedes med at sikre OL-billetten

For Trine Dahl Pedersen er det første gang, hun skal deltage i et OL. Det sker, efter hun for ganske nylig blev flyttet fra landsholdets dame-toer til dame-fire båden i stedet. 

Før det var det nemlig mislykkedes for hende at kvalificere sig til OL, og derfor kom det som en overraskelse, da hun pludselig fik en ny chance.

- Det har gået sådan lidt op og ned den seneste tid, så det er lidt vildt, og jeg er heller ikke sikker på, at det helt er gået op for mig, hvor stort det er. Jeg havde heller ikke troet, at det allerede ville lykkes til OL 2020. Jeg havde egentlig tænkt, at OL i 2024 også kunne gå an, fortæller hun.

Hun kommer ved legene i Tokyo til at konkurrere sammen med Ida Gørtz Jacobsen, Frida Sanggaard Nielsen og Christina Juhl Johansen. Den danske dame-fire skal allerede i ilden den 23. juli i den indledende runde.

Hvis det lykkes den danske kvartet at kvalificere sig til finalen, skal de igen på vandet den 27. juli.

- Jeg glæder mig sindssygt meget til at sidde ned i den startblok og se ned over de to kilometer, jeg skal til at ro. Jeg ved, jeg kommer til at have det helt elendigt, men jeg glæder mig, fortæller Trine Dahl Pedersen.