Slut med busser om aftenen og i weekenden: Sdr. Felding føler sig koblet af

Midttrafik skal spare, så forbindelsen til Sdr. Felding er en af mange ruter, der bliver skåret ned fra sommerferien. Men med kun syv afgange i hverdagene og ingen i weekenden bliver byen reelt koblet af nettet, mener borgerne i Sdr. Felding.

Rute 81 fra Herning-Grinsted bliver fra sommerferien reduceret til en 'uddannelsesniveau'.
Rute 81 fra Herning-Grinsted bliver fra sommerferien reduceret til en 'uddannelsesniveau'.
Foto: Region Midtjylland og Sundhedsstyrelsen

Sdr. Felding hører ikke til de mindste landsbyer i Herning Kommune, alligevel bliver byens forbindelse til omverden fra og med sommerferien betydeligt ringere - i hvert fald hvis man har brug for offentlig transport.    

Det mener formand for Lokalrådet i Sdr. Felding, Mogens Nielsen.

- Det er virkelig en trist udvikling. Vi synes, vi bliver koblet af, siger Mogens Nielsen. 

Politikerne i det midtjyske regionsråd vedtog 21. december en plan, der fra sommerferien betyder besparelser for 41 millioner kroner på busdriften.

Spareplanen rammer 30 ruter. Enkelte forsvinder helt, mens andre får skåret i antallet af daglige afgange. Det gælder for eksempel rute 81 Herning-Grindsted, der bliver en rute på det, regionen kalder 'Uddannelsesniveau'. 

Det betyder, at der i stedet for 12 daglige afgange, bliver syv, som primært skal betjene studerende, der skal til enten Herning eller Grindsted. Der bliver ingen busser i weekenden eller i skoleferier.

Eneste centerby uden togskinner

I Herning Kommune er Sdr. Felding en af fem centerbyer, men det er den eneste af dem, der ikke også har et gennemgående tog. Byen har i underkanten af 1.500 indbyggere.

I denne uge sluttede høringsfristen, hvor alle kan komme med høringssvar til den reducerede køreplan, og planen får ikke så overraskende kritik med på vejen fra Sdr. Felding.

Mogens Nielsen er formand for lokalrådet i Sdr. Felding. Han er bange for, at de færre busafgange vil ramme oplandsbyen hårdt.
Mogens Nielsen er formand for lokalrådet i Sdr. Felding. Han er bange for, at de færre busafgange vil ramme oplandsbyen hårdt.
Foto: Privatfoto

-  Vi synes godt, de kunne kigge på, at der bor mange i Sdr. Felding, der ikke har en bil. Vi bor otte kilometer fra Troldhede. Der kører tog igennem Troldhede, og en løsning, der forbandt os til stationen i Troldhede, ville også være en hjælp. Det håber jeg, de kan se, når de har læst høringssvaret, siger Mogens Nielsen.

Men ruten er vel også reduceret, fordi der ikke er ret mange, der kører med den bus?

- Ja, det er sikkert rigtigt. Det forstår jeg også godt. Men der synes vi, at de burde se på, hvilke andre løsninger, der kunne sikre, at brugere af offentlig transport har mulighed for at komme til Herning eller Grindsted i weekenden eller om aftenen. Og dem er der altså nogen af i Sdr. Felding, siger Mogens Nielsen.

Claus Udbye er valgt til byrådet i Herning for Venstre og bor selv i Sdr. Felding. Han fortæller, at Herning Kommune allerede har gjort indsigelser mod den reducerede spareplan. 

- Udgangspunktet i planen var jo, at de helt lukkede rute 81. Så er det her trods alt en bedre løsninger, siger han, selv om han langt fra er tilfreds. 

- Det er jo bare skidt for et lille bysamfund. Jeg kan godt forstå, at de store blå busser ikke skal køre rundt uden passagerer, men så må man finde nogle andre løsninger, som kan fungere for os, siger Claus Udbye.   

Alle høringssvar bliver studeret nøje

Bent Graversen (V) er formand for regionens udvalg for Regional Udvikling. Han understreger at behovet for de store besparelser ikke er en situation, politikerne ligefrem ønsker at stå i. 

- Vi har en tvungen opgave med at få økonomien til at hænge sammen. Derfor har det her været et nødvendigt greb. 

Han forklarer, at ændringerne er foretaget ud fra nogle principper. For eksempel, at studerende skal sikres transport til deres uddannelsessted.  

Ifølge Graversen kan det godt tænkes, at der kan findes andre løsninger, når alle høringssvar er afleveret. Men han kan ikke love noget i den konkrete sag. 

- Jeg kan sige, at alle høringssvar og gode forslag bliver læst nøje. Vi har også en buffer på to millioner kroner til steder, hvor der netop kunne være et hensyn, vi har overset, siger han.