Politiet har nu frigivet navnet på den mand, der mandag eftermiddag blev dræbt ved en trafikulykke på hovedvejen mellem Thisted og Fjerritslev.
Det drejer sig om den 70-årige Henry Nielsen Kragh fra Hillerslev ved Thisted, oplyser vagtchefen ved Nordjyllands Politi.
Ulykken skete klokken 14.30, da den 70-årige sammen med sin hustru kørte i en veteranbil på Bygholmvejlevej ved Gøttrup vest for Fjerritslev. Politiet ved ikke præcist, hvorfor ulykke skete, men der holdt en personbil med en trailer i højre side af vejen, og den 70-årige mistede herredømmet over sin bil og stødte ind i en modkørende lastbil, der transporterede får.
Den 70-åriges hustru blev indlagt på traumecentret på Aalborg Sygehus, men skulle være uden for livsfare. Lastbilchaufføren slap også fra ulykken uden alvorlige fysiske mén.