Restauratør trods genåbning: Jeg er frustreret og jubler ikke

Torsdagens meddelelse om genåbning af Nordjylland var en god nyhed for mange. Hos en restauratør giver det anledning til endnu flere bekymringer.

Mens det meste af Nordjylland jubler over genåbningen af syv kommuner, så sidder en restauratør i Hurup tilbage med armene knapt så højt hævet over hovedet.  Og Michael Thinggaard Madsen ved godt, at han ikke er en solstråle for tiden.

quoteJeg har en omsætning for november, som normalt er på 1,7 millioner kroner. Den er helt væk.

Michael Thinggaard Madsen

- Det er frustrerende hele tiden at være Mr. sur restauratør, lyder det fra ham.

Michael Thinggaard Madsens visitkort afslører, at han befinder sig i en branche, som føler sig ekstra presset efter de nedlukninger, der har været. Senest fra 7. til 20. november. 

- Jeg har en omsætning for november, som normalt er på 1,7 millioner kroner. Den er helt væk, fastslår restauratøren fra Hurup. 

Og på trods af hjælpepakker bløder hans bundlinje. 

- Jeg tænker, det har kostet mig 200.000 i november. Det har det også gjort de andre måneder med nedlukning. Det er virkeligt hårdt. 

Skræmmende tid forude 

Umiddelbart ville det være oplagt at tro, han er lykkelig for genåbningen, som så mange andre, men tiden forude skræmmer ham. Michael Thinggaard Madsen ser ind i en vinter, der efter hans mening, ser uhyggelig ud. 

- Forstil dig at skulle åbne mandag uden en eneste ordre i bogen – den er fuldstændig tom. Det er virkeligt frustrerende.  

quoteMan tænker da over, om det overhovedet kan betale sig at lukke op resten af året? 

Michael Thinggaard Madsen

Han fortæller, at alt i ordrebøgerne blev annulleret, da restauranterne i Nordjylland lukkede ned den 7. november. 

Samtidig er det en ekstra stor udfordring for restauranter, når der bliver lukket op og ned ad flere omgange. Chefen i køkkenet på Hotel Thinggaard nåede lige at lave menuerne om, så de var tilpasset take away, ligesom hotellet gjorde i foråret.  

- Nu skal vi til at ændre det hele igen. Det er en slingrekurs, og det har stor betydning, når man er afhængig af korttidsholdbare varer på køl. 

Michael Thinggaard Madsen har travlt hjemme i privaten med at få skaffet varer hjem til mandag.
Michael Thinggaard Madsen har travlt hjemme i privaten med at få skaffet varer hjem til mandag.
Foto: Privat

Mens Michael Thinggaard Madsen netop nu sidder og bestiller varer hjem, så hotellet kan åbne mandag, melder der sig kort en tanke: 

- Vi kommer fra et meget lavt niveau, og man tænker da over, om det overhovedet kan betale sig at lukke op resten af året? Gæsterne er jo skræmt helt væk fra Nordjylland. 

Han beslutter sig dog for at åbne. Det kan måske dækket lidt af udgifterne.  

Ubrugelig ordning 

Samtidig med åbningen frafalder kompensationspakkerne. Det medfører, at de tilbageværende 25 medarbejdere skal op på fuld løn uden kompensationsdækning. 

- Det gør ondt i økonomien, forsikrer restauratøren. 

Der er ganske vist en midlertidig arbejdsdelingsordning. Men den får ikke mange stjerner i hotel- og restaurationsbranchen. 

- Den der ligger på bordet nu, den er så ufleksibel, at ingen i branchen kan bruge den. 

Michael Thinggaard Madsen mener, den er rettet mod produktionsvirksomheder, som har brug for en jævn fordeling af arbejdskraft over hele ugen. 

- Vi har en spidsbelastning sidst på ugen, og det er der ikke tænkt ind i pakken. 

Ifølge Michael Thinggaard Madsen betyder det blandt andet, at restauranter ikke må have ungarbejdere som reserver til at klare eventuelle spidsbelastninger i weekenderne. Dermed har endnu en udfordring stillet sig i kø hos ham. 

- Vi er helt afhængige af at kunne have reserver i weekenden, der kan gå ind og hjælpe til, ellers kan vi ikke servicere end eventuel fuld restaurant. Derfor kan vi ikke bruge den ordning. 

- Hvorfor er det altid os? 

Restauratøren i Thy mener at politikerne har lavet løftebrud i forbindelse med ordningen. 

quoteAt der sidder et kærestepar overfor hinanden i vores restaurant med god afstand mellem bordene, forstår jeg ikke, er farligt. 

Michael Thinggaard Madsen

- De har lovet os siden september at få set på arbejdsdelingsordningen, efter de første ordninger med lønkompensation forsvandt. Det er ikke sket. 

Han har forståelse for at barer og diskoteker må lukke ned, fordi der er berusede gæster på disse om natten. 

- Men at der sidder et kærestepar overfor hinanden i vores restaurant med god afstand mellem bordene, forstår jeg ikke er farligt. 

Michael Thinggaard Madsen mener, at restaurationsbranchen er blevet udset til at redde folkesundheden.  

- Hvorfor er det altid os, der bliver lukket ned? Det forstår jeg ikke. 

Kunderne hos Hotel Thinggaard har de seneste måneder mødt dette skilt ved indgangen.
Kunderne hos Hotel Thinggaard har de seneste måneder mødt dette skilt ved indgangen.
Foto: Flemming Christensen

Folk kørte over grænsen 

I det hele taget mener han, nedlukningen af Nordjylland var ren symbolpolitik, der ingen mening gav. 

- Jeg arbejder jo ikke ved Statens Serum Institut og kan ikke vide, hvor alvorligt, det har været, men det har været et virkeligt mærkeligt forløb at se på.  

Michael Thinggaard Madsen henviser til, at hvis det skulle have virket, så skulle alle have overholdt retningslinjerne om, at ingen forlader kommunen, før man er testet. 

- Så kunne det have haft en effekt. Vi følte os jo til grin. Folk kørte jo over grænsen alligevel. 

Han henviser til at firmaer tolkede bredt på reglerne. For eksempel hvad der var vigtige funktioner. 

- Mange kom på arbejde alligevel. Det giver ingen mening. 

- Det kan man godt blive lidt bitter af at se på, slutter Michael Thinggaard Madsen og fortsætter sine bestillinger hjemme fra privaten, så han kan lukke op igen på mandag for hotellet i Hurup.