Nærpolitiet

Jagttårn blev en sag for politiet – nærpolitiet rykker ud til alle slags opgaver

Nærpolitiet i Ikast har løst små og store opgaver på baggrund af henvendelser fra borgerne i lokalområdet, siden åbningen af den nye nærpolitistation sidste år. En anmeldelse handlede om et ulovligt placeret jagttårn.

10:10
Denne gang skal vi blandt andet med på efterforskning af et butikstyveri i en vinhandel – og så skal det handle om, hvor tæt et jagttårn egentlig må være på offentlig vej.

Normalt hører vi om politiets arbejde, når de rykker ud til store sager og ulykker, men der er også mange andre opgaver, der skal passes.

For eksempel måtte to lokalbetjente for nylig en tur forbi Brande, da de modtog en anmeldelse om et ulovligt jagttårn, der angiveligt var placeret for tæt på en offentlig vej.

- Det er jo også en nærpolitiopgave, fordi det er vores område, forklarer Lars Lyhne fra nærpolitiet i Ikast.

TV MIDTVEST har gennem et halvt år fulgt dagligdagen på de nye nærstationer under Midt- og Vestjyllands Politi. Her er betjentene i tæt kontakt med borgerne hver dag, når både store og små opgaver skal løses.

Man skal vide, hvad man taler om

Anmeldelsen om jagttårnet kunne blive til en sag om ulovlig jagt. Derfor tog Gert Svendsen og Lars Lyhne fra nærpolitiet i Ikast ud for at inspicere tårnet.

- Det er altid vigtigt, at man ved, hvad man taler om. Så når folk ringer ind, så har man set det. Jeg ved godt, at vi i dag har telefoner og internet og kan sidde på afstand, men ved nærpolitiet er vi tæt på. Vi kommer ud og kigger på tingene og føler det under huden og ser, hvad det er, der er gang i. Vi ved nu, hvad det drejer sig om med hensyn til afstanden, og om det er et rigtigt jagttårn, siger Gert Svendsen.

Lokalbetjentene fandt, at der rigtigt nok kunne være tale om et jagttårn. Nogen havde også placeret en kontorstol i tårnet.

- Det, jeg så ikke ved, er, selvom det har udseende af et jagttårn, om det rent faktisk bliver brugt til at sidde og skyde efter dyr. Hvis den gør det, så overholder den ikke reglerne. Det er noget med afstand til skel og til offentlig vej, og det bliver ikke opfyldt her, siger Lars Lyhne.

Gert Svendsen er ansat ved nærpolitiet i Ikast-Brande.
Gert Svendsen er ansat ved nærpolitiet i Ikast-Brande.
Foto: StoryPark Media

Alle opgaver skal passes

Anmeldelsen endte ikke i en sag om ulovlig jagt, da det senere lykkedes betjentene at kontakte ejeren, der accepterede at flytte tårnet længere væk fra den nærliggende vej.

De nye nærpolitistationer er en del af det treårige politiforlig, justitsminister Nick Hækkerup præsenterede i december 2020. En af grundtankerne i forliget er en markant styrkelse af nærpolitiets arbejde. I alt åbnes 20 nye nærpolitistationer i det ganske land.

Inspektionen af tårnet kan opleves i anden episode af TV MIDTVEST nye serie Nærpolitiet.