Voldsom brand på Mors - hus brændt ned

Det var forbipasserende, der kontaktede alarmcentralen om branden.
Det var forbipasserende, der kontaktede alarmcentralen om branden.
Foto: Øxenholt foto

En husejer i Karby på Mors har fredag aften fået sig en noget ubehagelig overraskelse. Mens han selv var taget hjemmefra, opstod der nemlig en voldsom brand i hans hjem.

Klokken 18:38 løb anmeldelsen ind hos alarmcentralen, hvilket betød, at beredskabet kort efter var til stede på adressen. Det samme gjorde sig gældende for politiet.

- Vi ved ikke på det tidspunkt, om der er nogen i huset, så vi rykker selvfølgelig afsted. Vi forlader dog stedet rimelig hurtigt igen, da det kun er materielle skader, fortæller Jens Claumarch, der er vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi.

Branden er opstået på Vestmorsvej, og Nordjyllands Beredskab har været til stede med omkring 20 brandfolk på adressen. Beredskabet er fortsat i gang med efterslukning og vil være det i noget tid endnu.

Der er dog ikke meget at redde, da huset er brændt ned. Brandårsagen er fortsat ukendt.

- Vi skal have en brandtekniker derud i løbet af mandag eller tirsdag for at finde ud af, hvad brandårsagen er, fortæller vagtchefen.