Smitten raser: Skole i Nykøbing må lukke

Efter et påbud fra Styrelsen for Patientsikkerhed skal M.C. Holms Skole lukkes i en uge.

1:38
Et stort antal coronasmittede tvinger nu M.C. Holms Skole i Nykøbing til at slå dørene i.
Foto: Poul Gerner / TV MIDTVEST

Det er de uvaccinerede skolelever, der driver smitten frem. 

Sådan lød det onsdag aften fra sundhedsminister Magnus Heunicke på et pressemøde, hvor han oplyste, at man vil til at genindføre en række tiltag for at bremse smitten. 

På M. C. Holms Skole kommer det dog lidt for sent. 

Onsdag aften oplyser skolen på Facebook, at de har modtaget et påbud fra Styrelsen for Patientsikkerhed om, at skolen skal nedlukke fra torsdag den 25. november, og at man først åbner igen torsdag den 2. december.

M.C. Holms Skole skal nedlukke på grund af for høj smitte.

Nedlukningen betyder, at skolen i den kommende uge vil tilbyde to muligheder. 

Den ene er nødpasning, særligt for udsatte børn, mens den anden nødundervisning, der vil blive taget i brug allerede fra torsdag morgen. 

Den rigtige beslutning

Morsø Kommune har i den seneste opgørelsen fra Statens Serum Institut registreret 189 nye smittetilfælde. 

Det giver et incidental, altså antal smittede per 100.000, på 942,1, hvilket kun overgås af tre andre kommuner i landet.  

Derfor er skolechef i Morsø Kommune, Michael Dalgaard heller ikke i tvivl om, at nedlukningen er det rigtige at gøre. 

- Jeg tænker, det er en god beslutning. Vi har haft et voldsomt højt smittetryk på Mors og specielt på M. C. Holms Skolen. Der har været 67 smittede på 10 skoledage, så jeg tror faktisk, der går et lettelsens suk igennem skolen lige nu. 

Og det kan være andre skoler også kan drage et lettelsens suk i nærmeste fremtid. 

Michael Dalgaard vil nemlig ikke afvise, at flere skoler kan ende med nedlukninger for at få smittetrykket i kommunen ned.