Seriehærværk fortsætter på Mors – nu har 35 villaer fået knust ruder

Politiet har modtaget yderligere 10 anmeldelser om hærværk i villakvarterer på Mors.

Midt- og Vestjyllands Politi har modtaget 35 anmeldelser om hærværk ved villaer på Mors. Foto: TV MIDTVEST

Problemerne med hærværk mod villaer på Mors fortsætter. I sidste uge havde lokalpolitiet i Thisted modtaget 25 anmeldelser, men det tal er nu oppe på 35.

Læs også Knuste ruder i omfattende seriehærværk på Mors: - Det er ikke bare drengestreger

- Det er samme fremgangsmåde, der er blevet brugt igen. Det er typisk ruder, der bliver knust med flasker, sten eller markeringspæle, siger Karl Tange fra lokalpolitiet i Thisted.

De seneste anmeldelser kommer blandt andet fra Thissinghus, Sønder Dråby, Øster Assels og Fjallerslev.

Karl Tange fortæller, at de har kun har sparsomme tips at gå efter, og politiet vil derfor stadig gerne have henvendelser fra vidner eller andre, der ved noget om sagen.

01:49

Det er særligt på den sydlige del af Mors, hvor villaejere er plaget af hærværk. Video: TV MIDTVEST, arkiv.

Luk video

Bil set gasse op

Ifølge lokalpolitiet har mønstret været det samme omkring alle 35 anmeldelser, hvor der er tale om knuste ruder – og i enkelte tilfælde også ødelagte postkasser.

Læs også Rystet over hærværk og knuste ruder: - Ikke nogen rar oplevelse  

Politiet ved endnu ikke, om det er en eller flere gerningsmænd, som er involveret i hærværksbølgen.

- Vi har talt med flere forurettede, som har set en ukendt bil gasse op i forbindelse med hærværket, sagde politikommissær Jørgen Jensen til TV MIDTVEST i sidste uge.

Politiet kan kontaktes på telefon 114.