Politiet advarer: Sten på størrelse med fodbolde falder ned på stranden

Politiet advarer mod færdsel på stranden ved Hanklit på Mors på grund af store sten, der falder ned.

Stranden under Hanklit på Nordmors er ikke stedet at gå sig en aftentur i dag. Midt- og Vestjyllands Politi advarer mod færdsel på stranden efter meldinger om store sten, der falder ned af skrænten. 

En patrulje har været forbi Nordmors for at se nærmere på klinten. Politiet vurderede dog, at der ikke var grund til at afspærre området.

- Det er bare naturen, der går sin gang. Men det er fint, at flere borgere har ringet ind, for der kan jo ske et skred, siger vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi, Ole Vanghøj.

Han understreger, at det altid kan være farligt at færdes i naturen, især når det eksempelvis blæser. 

- Der skulle hænge flere løse sten deroppe, så man skal holde sig til vandkanten, hvis man går forbi, siger vagtchefen. 

Det er her ved Hanklit på Nordmors, at Midt- og Vestjyllands Politi har fået flere meldinger om faldende sten. Nogle så store som fodbolde, siger Ole Vanghøj.