Peter står frem med sin stammen på TV – nu har han fået flere tusind beskeder

Peter Nielsen, der er hovedperson i dokumentaren ’Jeg stammer stadig’, er blevet bombarderet med beskeder og kommentarer på Facebook.

Peter Nielsen.
Peter Nielsen.
Foto: Sebastian Andreasen Rasch, TV MIDTVEST

Med et par tusind beskeder og 250 venneanmodninger på Facebook har 26-årige Peter Nielsen fra Bjergby på Mors haft noget at forholde sig til dagen igennem.

Den store interesse for landmanden kommer i kølvandet på TV 2-dokumentaren ’Jeg stammer stadig’, der torsdag aften rullede over skærmen på landsdækkende TV.

Hans medvirken i udsendelsen har rørt mange rundt omkring i landet, og mange har derfor følt behov for at sende et skulderklap afsted.

- Det betyder rigtig meget, lyder det fra Peter Nielsen.

Spontan tale til bedstemors fødselsdag

I dokumentaren ser man både, hvordan Peter Nielsen holder en spontan tale til sin bedstemors fødselsdag, ligesom han også agerer speaker til et lokalt traktortræk på Mors foran 2.500 mennesker.

Store bedrifter, hvis man, som Peter Nielsen, stammer kraftigt, og det vækker stolthed hos chefen hjemme på Mors.

- Jeg synes, det er fornemt og flot. Jeg kan godt forstå, han har fået al den anerkendelse. Det var en rørende udsendelse, siger gårdejer Søren Nielsen.

Et forbillede

 På landsplan er der omkring 50.000, som stammer. Og Peter Nielsen har uden tvivl flyttet noget for dem med sin deltagelse i programmer, lyder det fra Midt- og Vestjyllands Stammeforening.

- Efter i går er der rigtig mange, der har delt deres historie på Facebook. Det er positivt. Det er godt, der er nogle, som får et håb, siger Allan Toft Pedersen, der er kontaktperson i foreningen.

Selv er Peter Nielsen klar over, hvilken rolle han spiller i fortællingen.

- Jeg er et forbillede for rigtig mange mennesker her i Danmark.

- Kan være jeg finder min eneste ene

Blandt de mange beskeder er der også kommet tilbud af den mere interessante slags, fortæller Peter Nielsen.

Der er nemlig søde kvinder iblandt, som gerne vil mødes.

Er det noget, du tænker at sige ja til?

- Ja, det er det da i hvert fald. Det kan være, jeg finder min eneste ene.  

Hvis du vil se eller gense ’Jeg stammer stadig’, kan du finde dokumentaren på TV 2 PLAY.

2:41
 
Foto: Sebastian Andreasen Rasch, TV MIDTVEST