Lasse blev bombarderet med p-bøder, efter han havde købt en nummerplade med teksten ´ukendt´: Nu har han vundet sag over parkeringsselskab

Lasse Markmøller Hansen fra Mors blev træt af bøder fra p-selskab og trusler om inkasso. Nu har han rettens ord for, at det er p-selskabet, der skylder ham penge.

2:06
Det startede egentlig bare som en joke, da Lasse Markmøller Hansen anskaffede sig en nummerplade med teksten ´ukendt´.
Foto: Michael Aarup, TV MIDTVEST

Det er ikke hver dag, man hører om en bilist, der vinder en sag over et p-selskab, fordi bilisten er utilfreds med parkeringsbøder. Men det er faktisk tilfældet for Lasse Markmøller Hansen fra Nykøbing, for han har nu rettens ord for, at parkeringsselskabet City Parkeringsservice skal betale ham for den tid, han har brugt på at klage over bøder.

- Jeg fryder mig da en lillebitte smule over, at jeg fik skovlen under dem. Jeg havde ikke regnet med det, men det gik, fortæller Lasse Markmøller Hansen, der er indehaver af Pava Bilsyn.

Det hele startede, da Lasse Markmøller Hansen bestilte en nummerplade med teksten ´Ukendt´. Den havde han bestilt til den røde Ferrari, som han kort tid inden havde anskaffet sig.

- Jeg havde ikke sagt til så mange, at jeg ville købe bilen, så jeg synes bare, det kunne være meget sjovt, at folk ville vende sig om til sådan en tekst, når bilen kom kørende, fortæller han.

Det viste sig dog hurtigt, at joken havde en slagside. 

- Efter 14 dage modtager jeg så den første bøde, og det var jo lidt sjovt, at der stod Rødovre på, for jeg havde ikke været i Rødovre, fortæller han.

Flere bøder kom til

Det viste sig bare at være den første i en lang række af parkeringsbøder, som den næste tid skulle blive sendt i retning af Lasse Markmøller Hansens bopæl på Mors. Han og City Parkeringsservice er dog uenige om, hvor mange der rent faktisk er tale om.

Parkeringsselskabet mener ikke, det drejer sig om flere end fire, mens Lasse Markmøller Hansen mener, det er mange flere. TV MIDTVEST har set 17.

- Til sidst blev jeg simpelthen så irriteret, at jeg begyndte at rive dem over. Og så begyndte jeg at gøre indsigelser på deres hjemmeside, som de gerne ville have mig til, og der skrev jeg simpelthen en regning på 850 kroner hver gang, fortæller Lasse Markmøller Hansen.

Grunden til at bøderne røg til Mors er, at parkeringsvagter registrerer et køretøj som ukendt, hvis det står uden plader. Nu er det så endt i et forlig, hvor p-selskabet skal betale 5.750 kroner.

Blev efterfølgende stoppet af politiet tre gange på en weekend

Så skulle man jo egentlig tro, at sagen var afsluttet, men sådan gik det bare ikke. For nylig tog Lasse Markmøller Hansen på tur til København, hvor han endte med at blive standset hele tre gange af politiet.

Det skete formentlig, fordi politiet også skriver ukendt, når betjente af den ene eller anden grund ikke kan nå at se nummerpladen. Selvom det umuliggør en tur til København for morsingboen, så venter der altså ikke en regning på 850 kroner til ordensmagten. 

- Det kunne være meget sjovt også at sende bøder til politiet, men det tror jeg alligevel ikke, at jeg får held med. Men jeg håber på, at de får nummerpladen slettet, for jeg synes da, det er irriterende at blive stoppet, hver gang jeg kører forbi en politibil, lyder det afsluttende fra Lasse Markmøller Hansen.

Hverken p-selskabet eller politiet har ønsket at stille op til interview i dag.