Jesperhus aflyser udsolgt påske: 1.500 familier får pengene retur
1.500 familier får pengene tilbage efter feriepark opgiver at gennemføre påskeåbning.
Jesperhus Feriepark udskyder åbning af parken og må aflyse en fuldt booket påske.
- Vi håber selvfølgeligt at rigtigt mange af dem vil booke et ophold hos os senere på foråret, sommeren eller i efteråret, hvor tilstandene er mere normaliserede, siger Peter Overgaard i en pressemeddelelse.
Ferieparken på Mors havde planlagt at starte sæsonen op med ankomster fredag den 26. Alt var udsolgt, men en stor del af parkens forlystelser er indendørs.
- De seneste restriktioner, der gælder frem til den 5. april, gør det ikke muligt at opfylde de forventninger børnene har til et ophold hos os, med adgang til en række indendørs aktiviteter blandt andet badeland, legeland og så videre, siger Peter Overgaard.
- Vi kan ikke afvikle vores populære børneshows. Samtidigt har vi spurgt vores følgere på Facebook, hvad de ville foretrække, og her kan vi se, at det bedste ville være helt at lukke, fortæller Direktør Peter Overgaard.
Der er tale om over 1.500 familier, der får refunderet deres ophold i løbet af denne og næste uge.