I starten lavede de 200: Nu laver pølsevognsproducent kun et par vogne hvert år

Pølsevognsproducenten Haaning på Mors lavede en gang mere end 100 pølsevogne om året. Nu laver de kun et par stykker, og det ærgrer direktøren.

Pølsevognsproducenten Haaning på Mors lavede en gang mere end 100 pølsevogne om året. Nu laver de kun et par stykker, og det ærgrer direktøren.
Pølsevognsproducenten Haaning på Mors lavede en gang mere end 100 pølsevogne om året. Nu laver de kun et par stykker, og det ærgrer direktøren.
Foto: Lasse Dieckmann, TV MIDTVEST

Pølsevognsbranchen er ikke, hvad den har været. I pølsevognenes storhedstid i 70'erne var der omkring 700 vogne på gaderne. I dag er der kun 100. 

Den udvikling har de også lagt mærke til hos Haaning på Mors, der producerer fastfood-udstyr og madvogne. De har tidligere været storleverandør af pølsevogne, men dem er der nærmest ingen efterspørgsel på længere.

- Vi laver et par stykker om året. Det er ikke som i de gode gamle dage, hvor vi lavede mere end 100 om året. Vi har engang lavet 200 på et år, og det var ikke kun til købere i Danmark, siger Ole Larsen, der er direktør i Haaning.

Ifølge direktøren skal fåtallet af pølsevogne findes i, at mange forskellige spisesteder og forretninger nu selv serverer pølser for deres kunder.

- Det er flyttet ind på tankstationer og i kiosker, hvor vi også er rykket med, da vi sælger inventar til fødevareproduktion. Vi har for nylig solgt inventar til en Biltema, der har indrettet deres egen café, fortæller Ole Larsen.

Retrovogne er på vej tilbage

Kommunikationschefen i Danish Crown Foods, Michael Ravn, fortalte mandag til TV2, at for kurven for antallet af pølsevogne i Danmark er fladet ud. Faktisk var der en lille stigning sidste år i antallet af pølsevogne. 

Alligevel tvivler direktøren for Haaning på, at pølsevognene har en god fremtid i vente.

- Jeg tror og håber på, at vi stadig kan se pølsevogne om 100 år, men jeg tvivler på, at der vil være så mange, som der er i dag, siger Ole Larsen.

Det er små vogne som de her, Haaning mærker interesse for.
Det er små vogne som de her, Haaning mærker interesse for.
Foto: Olaf Ibsen/Ritzau Scanpix

Til gengæld har direktøren bidt mærke i, at der er en ny genre på vej inden for pølsevogne. De helt gamle pølsevogne, hvor der nærmest kun var plads til, at pølsemanden kunne vende på en tallerken, er på vej tilbage.

- Vi kan mærke, at der er lidt mere interesse for vores retrovogne, og det er måske et udtryk for, at folk gerne vil tilbage til det, der var en gang, fortæller han.

Pølsevognen kan mandag den 18. januar fejre 100-års jubilæum for den første pølsevogn i Danmark.

2:58
Der er ikke mange klassiske pølsevogne tilbage i Danmark, men hvordan ser fremtiden ud for den gamle kulturinstitution i en tid med kostråd og fastfood kæder overalt
Foto: Mikael Andersen, TV MIDTVEST