Guldfest på Mors: - Vi glæder os til at møde Barcelona

Søndag aften tager Mors imod guldholdet Mors-Thy.

Flere morsingboer fejrer sejren.
Flere morsingboer fejrer sejren.
Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

Som EM i 1992 på lidt mindre skala. 

Nogenlunde sådan kan stemningen søndag aften på Mors og i Thy beskrives efter, at områdets håndboldhold på sensationel vis besejrede de regerende danmarksmestre fra Aalborg Håndbold i pokalfinalen. 

Det har sendt Limfjordsøen og naboerne i Thy i ren ekstase. 

Søndag aften er flere lokale støtter mødt op for at tage imod holdet ved Arena Mors.
Søndag aften er flere lokale støtter mødt op for at tage imod holdet ved Arena Mors.
Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

- Det er en af den slags hændelser, der er med til at skab en stolthed, lyder det fra Morsøs borgmester Hans Ejner Bertelsen (V), der selv er med til at fejre guldholdet. 

Søndagens pokalfinale var Thy-Mors første optræden i de såkaldte Final 4-slutspil. Efter en sejr over Skjern Håndbold lørdag lykkedes det også nordvestjyderne at slå Aalborg Håndbold 32-31. 

- Det er kendetegnende for Mors. Vil vil gøre det, også selvom tingene kan se besværlige ud, siger borgmesteren. 

Afgørende for egnen

Hos klubbens administrerende direktør, HP Madsen, er glæden også til at få øje på. 

- Det er det største der er sket for Thy og Mors nogensinde, lyder det fra HP Madsen, da TV MIDTVEST fanger ham i spillerbussen med kurs mod Mors. 

Ifølge direktøren tog man til Final 4 med ambitionen om at hive guld med til egnen. Alligevel lå det i baghovedet, at Aalborg Håndbold for kun en uge siden spillede Champions League-finale mod mægtige FC Barcelona. 

- Men vi ville bare byde Aalborg op til dans. Og det gjorde vi, lyder det fra over telefonen, mens spillerne fester i baggrunden. 

Sejren skal ifølge HP Madsen ikke kun tilskrives spillerne på banen. Han sender også en stor tak til de morsingboer og thyboer, der har støttet holdet i Herning og gennem hele sæsonen. 

- Vi vandt på banen, men også på lægterne. Det er imponerende med den opbakning, siger direktøren. 

Han fortæller, at op mod 1.400 fans fra klubben Bette Balkan Support havde taget plads i Boxen i Herning for at følge klubbens kamp for medaljer. 

- Vi har stået sammen i bussen. 

Det store baner er fundet frem til fejringen. I baggrunden ses også anlæg og scene.
Det store baner er fundet frem til fejringen. I baggrunden ses også anlæg og scene.
Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

På borgmesterkontoret ser man søndagens sejr som vigtig for egnen. 

- Det er dejligt med den slags ambassadører og hele Danmarks opmærksomhed, forklarer Hans Ejner Bertelsen.

Ifølge borgmesteren vidner søndagens succes om, hvad egnens folk kan opnå. 

- Jeg tror, da også Mors-Thy kunne have slået Barcelona, griner han og tilføjer: 

- Vi glæder os i hvert fald til at møde dem, hvis det bliver aktuelt.