To mænd er varetægtsfængslet for grov vold og røveri

De to mænd, der begge er i starten af 30’erne, nægter sig skyldige.

Arkivfoto.
Arkivfoto.
Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

De to mænd, der i går blev anholdt på Mors, er i dag blevet fremstillet i grundlovsforhør og varetægtsfængslet i fire uger.

Det skete i retten i Holstebro, hvor sagen, der har relation til narkomiljøet, blev behandlet for lukkede døre. 

De to mænd er sigtet for grov vold og røveri. Den ene af personerne er også sigtet for trusler på livet. 

Sagen startede nytårsmorgen på Marievej i Nykøbing Mors, hvor de to mænd på 32 og 33 år gik amok på en anden mand.

Spark og slag med flaske

- Retten traf bestemmelse om varetægtsfængsling af begge de sigtede i fire uger, og det mener jeg også understreger alvorligheden i sagen, sagde politiets anklager Camilla Berg umiddelbart efter grundlovsforhøret.

Ifølge anklager Camilla Berg modtog offeret spark i hovedet, fik smadret en flaske i baghovedet og blev stukket med en skruetrækker.

Herefter har de to sigtede stjålet offerets NemID og hævet penge i en nærliggende Jyske Bank. Derefter skulle den 33-årige have truet en anden mand på livet med en køkkenkniv.

De to mænd blev anholdt ved en politiaktion klokken 00.35 natten mellem onsdag og torsdag, efter politiet havde været til stede ved flere adresser på Mors.

Forbrydelserne fandt sted nytårsmorgen mellem klokken syv og ni.

Lukkede døre

Der var lukkede døre til grundlovsforhøret, der skulle have startet 11.30, men først gik i gang omkring 11.45, da den ene anholdte brugte ekstra tid med sin forsvarer.

Anklager Camilla Berg ønskede lukkede døre af hensyn til politiets efterforskning.

Da hun læste begrundelsen for dørlukningen op, reagerede den ene af de sigtede ved at råbe, at "hun kraftedeme skulle lukke røven", hvorefter de tilstedeværende repræsentanter fra politiet mindede den sigtede om at forholde sig roligt.

Ønsker nye forsvarere

Det blev ved grundlovsforhøret fortalt, at begge de sigtede mænd ønsker en anden advokat end den beskikkede til at varetage deres sag.

Den 33-årige ønsker forsvarsadvokaten Mette Grith Stage i stedet for den beskikkede forsvarer, mens den 32-årig ønsker Michael Juul Eriksen.

Begge forsvarsadvokater er kendt for at have ført nogle af de mest spektakulære sager i Danmark.

Herunder sagerne om dronekrigeren, Brian Sandberg og Kundby-pigen.