Egon Pleidrups datter: - Jeg kæmpede for at få hans opmærksomhed

Lise Pleidrup fortæller, at de nærmeste betalte prisen for faderens udadvendte liv.

Lise Pleidrup arbejder i dag som skuespiller og bor i København.
Lise Pleidrup arbejder i dag som skuespiller og bor i København.
Foto: Marco Grimnitz

Lørdag er det ti år siden, at Morsøs tidligere borgmester Egon Pleidrup Poulsen døde. Han brugte det meste af sit liv på politik, var vellidt og fik et eftermæle, som mange vil drømme om. 

Men datteren Lise har ikke samme opfattelse, som politikerne og vælgerne.

- Det er meget modsatrettet, for jeg var vildt stolt af ham, og alligevel er han et af de mennesker, som jeg er allermest vred på, fordi han har skuffet mig mange gange, siger Lise Pleidrup, der er yngst af Egon Pleidrup Poulsens tre børn.

Gennem opvæksten på Mors oplevede Lise Pleidrup, at hendes far var meget optaget af sit arbejde. Lige så meget, som Egon Pleidrup Poulsen var på i offentligheden, lige så fraværende var han hjemme i huset.

- Min far havde sit arbejde for øje, så jeg kæmpede for at få hans opmærksomhed. Han vidste ikke, hvordan man var far, men han gjorde det så godt, han kunne. Det har været hårdt at se stjerner i øjnene hos andre, når de så ham. Men hans eget kød og blod så han ikke, fortæller Lise Pleidrup.

Alle ville have en bid af Egon

27-årige Lise Pleidrup understreger, at hun ikke hader sin far. Hun fortæller, at hun er utrolig stolt af sin far og det, han har opnået, og gennem hele hendes liv så hun op til ham. 

Derfor kæmpede hun hårdt for at blive set. Når Egon Pleidrup Poulsen kom hjem fra arbejde, havde datteren lavet tegninger til ham. Oftest på papir, der var stemplet med Socialdemokratiets logo, for det var det, der var i huset.

Men særligt i én situation fandt Lise Pleidrup ud af, at hun kunne få sin far for sig selv.  Alle ville have en bid af Egon Pleidrup Poulsen, men når far og datter tog en bid mad sammen, fik hun ham på tomandshånd.

- Efter min forældre blev skilt, sørgede jeg for at komme over til ham og spise, for når vi sad ved spisebordet, arbejdede han ikke. Jeg synes også, at han kom, når vi kaldte. Når jeg skulle spille en skoleforestilling, så var han der. Han var stolt over det, jeg gjorde, fortæller Lise Pleidrup, der nu er skuespiller.

Egon Pleidrup Poulsen elskede havet. Han havde sin egen fiskekutter, som han tog ud på, så snart han havde tid i sin travle kalender. Nogle gange var Lise Plejdrup med. Men selv på havnen i Hanstholm ville de også have et stykke af den populære politiker.

- Folk tog meget ejerskab over ham, og det har været meget frustrerende. Når jeg endelig var på en tur med ham, var der mange mennesker, der ville tale med ham. Vi havde ikke alene-tid, før vi spiste. Der var altid nogen, der ringede til ham eller kaldte ham til møde, siger datteren.

Egon Pleidrup Poulsen mistede livet, da han var ude på Nordsøen med sin fiskekutter. Den 59-årige politiker var faldet overbord, og klokken 17:10 fandt en lokal fiskerkutter ham livløs i vandet. Alle forsøg på at genoplive ham var forgæves.
Egon Pleidrup Poulsen mistede livet, da han var ude på Nordsøen med sin fiskekutter. Den 59-årige politiker var faldet overbord, og klokken 17:10 fandt en lokal fiskerkutter ham livløs i vandet. Alle forsøg på at genoplive ham var forgæves.

Familien er gemt og glemt

Da Egon Pleidrup Poulsen døde på havet ud for Hanstholm i 2010, rørte det morsingboerne dybt. Hele øen var nærmest gået i sorg sammen, og den dengang 17-årige Lise Pleidrup følte sig tilsidesat.

- Han har altid været elsket. Da han døde, var mange mennesker ude og sige, hvor tæt de var på ham. Det var en stor sorg for hans vælgere og politikerne, men jeg havde mistet min far og mit forbillede. Deres sorg blev den primære og min den sekundære. Det er så nemt at glemme dem, der ikke råber højest.

Siden 2010 er den tidligere borgmester blevet hyldet flere gange. Der har været adskillige mindehøjtideligheder, men alle andre end familien har taget teten, når det gjaldt om at mindes Egon Pleidrup Poulsen. Mindehøjtideligheden, der finder sted lørdag, er uden børnene på gæstelisten.

- Politikerne kommer først, og jeg har ikke fået lov til sige et ord. Vi bliver ikke tænkt på ved mindehøjtidelighederne. Jeg opdagede gennem avisen Nordjyske, at vi ikke var inviteret. Jeg blev chokeret og vred, for som familie burde vi især være dem, der mindes ham. 

Ifølge Lise Pleidrup er det ikke første gang, at familien bliver forbigået. I 2012 udkom der en bog om Egon Pleidrup Poulsen, men Lise Pleidrup eller hendes søskende var ikke blevet spurgt, om de ville bidrage med noget til bogen.

- Hvis man virkelig ville vide, hvem han var, så burde man også vide, hvem han var privat. Han var min far, så hvis der var nogle, der kendte ham på nært hold, var det mig.

Lise Pleidrup fortæller, at hun plejer at tage på stranden på årsdagen for hendes fars død, hvor hun mindes ham og hans kærlighed til havet.

2:38
To journalister udgav i 2012 en bog om den tidligere Morsø-borgmester Egon Pleidrup Poulsen.