Efter dom til eksforstander: Ny leder kalder det en dårlig sag

Nuværende forstander tager afstand fra de ting, den tidligere forstander måtte have gjort.

Retten i Holstebro.jpg
Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

Den tidligere leder af Blidstrup Efterskole på Mors er netop blevet idømt en betinget fængselsstraf og 80 timers samfundstjeneste for i en række tilfælde at have været voldelig og krænkende overfor en stribe af skolens drengeelever. 

Episoderne fandt sted fra skoleåret 2014/2015 til og med sidste skoleår. Her fratrådte forstanderen sin stilling, efter at forældre var begyndt at anmelde hans adfærd, der blandt andet bestod i, at han udspurgte drengene om deres sexliv og erfaringer med onani, ligesom han også trak flere af elever ud af sengen og "talte" deres ribben ved at køre sin knyttede hånd op og ned ad ribbenene.

Nu er der så en ny mand i front. Kristen Gubi Glintborg har overtaget stafetten på skolen, der har plads til 75 elever i 9. og 10. klasse. 

- Det er en dårlig sag, fordi vores navn bliver kædet sammen med en personsag, som for så vidt ikke har noget med skolen at gøre, men den udspringer bare herfra. Og der står vi jo op for, at vi er her for at lave god efterskole og tror på værdierne i dialog og anerkendelse af unge mennesker, lyder det fra den nye forstander. 

Mere dialog

Der går stadig nogle af de 14 elever på skolen, som er indblandet i retssagen. Ifølge forstanderen har retssagen ikke åbenlyst påvirket stemningen, men han ved selvfølgelig godt, at eleverne snakker om det. 

- Derfor bruger jeg også meget tid på at snakke med dem om, hvordan vi agerer med respekt og hensyn overfor dem, som i retssagen. Men også hvordan vi står sammen som skole og siger, at vi er noget andet, end det vi bliver kædet sammen med lige nu, siger Kristen Gubi Glintborg.

Forstanderen tager klart afstand fra de ting, der er foregået. Han tror ikke, at man nogensinde kan helgardere sig mod, hvordan den enkelte opfører sig. Alligevel har episoderne har betydning.

- Vi har åbnet rigtig meget op for dialog mellem medarbejdere og elever. Vi giver rum for, at man kan sige sin mening og giver plads til et rum, hvor man siger ting som de er, uden at det er farligt, siger Kristen Gubi Glintborg.