David mistede sit job, da lokalavisen lukkede – så tog han chancen og startede sit eget medie

På knap to år har journalist David Højmark skabt et levedygtigt lokalmedie ved egen hånd.

På 10 år er hver fjerde lokalredaktion og ugeavis lukket. Af den grund ville det måske være nærliggende at tænke, at et nyt internetmedie på Mors ville have dårlige odds for at klare den, men sådan ser det ikke ud til at gå for internetavisen KunMors.

På knap to år er mediet blevet levedygtigt, og det har nu 1250 abonnenter.

Bag det hele står journalist David Højmark. Han mistede sit arbejde på Morsø Folkeblad, da det lukkede i 2019. Derefter besluttede han sig for at tage chancen, tog lån i huset og startede op som selvstændig med KunMors.

- En af grundene til at det lykkes er, at timingen var rigtig god, fordi vi udkom første gang kort efter at Morsø Folkeblad var lukket. Morsingboerne var stadigvæk i en form for chok over, at de mistede den lokale avis, som de alle sammen var vokset op med, forklarer han:

- Man blev klar over, at det ikke nytter noget, at nyheder bare skal være gratis. Hvis man vil have et dagligt medie med uddannede journalister og professionelt lavet, så skal man også betale for det. Og det var folk klar til lige fra starten.

David Højmark og KunMors holder til i gågaden i Nykøbing.
David Højmark og KunMors holder til i gågaden i Nykøbing.
Foto: Anne Moulvad, TV MIDTVEST

Mors er ikke en nyhedsørken

I gennemsnit udgiver KunMors syv historier om dagen, og ingen er for små.

- Det mest populære stof er helt sikkert det, der handler om Morsingboerne. Portrætter af helt almindelige mennesker. På Mors er samfundet så lille, at man sagtens kan være helt almindelig og meget kendt. Så historier om dem, som folk kender og naboens søn, er dem, folk meget gerne vil læse, siger David Højmark.

Forsiden på hjemmesiden kan læses af alle, men det kræver et abonnement, der koster 49 kroner om måneden, hvis man vil læse artiklerne.

Men så får man også noget, som journalisten mener er meget vigtigt. Faktisk så vigtigt, at han gerne kører ud og hjælper dem, der har svært ved at lære at bruge et internetmedie.

- Det er vigtigt, at en ø som Mors har lokale medier. Hvis jeg skal tage journalistkasketten af og bare tænke som almindelig borger her på Mors, så er jeg glad for, at der er medier som Kun Mors, som er på stedet, og dækker for eksempel alle kommunalvalg og møder. Vi er der, når tingene sker og følger op på tingene, lyder det.

- Ellers får vi en situation, hvor det hele er fragmenterede statements på Facebook og sociale medier, hvor politikerne, der er uenige om et eller andet, kan stå i hvert sit hjørne og råbe ting til hinanden, uden at der kommer en og følger op, og stiller nogle kvalificerede spørgsmål til dem. Så det er vigtigt for demokratiet, at et lokalsamfund har et lokalt medie, slår han fast.

I gennemsnit udkommer der hver dag syv artikler om dagen. Her interviewer David Højmark to Brøndby-fans.
I gennemsnit udkommer der hver dag syv artikler om dagen. Her interviewer David Højmark to Brøndby-fans.
Foto: Anne Moulvad, TV MIDTVEST