Bøn fra forsyningen efter vådservietter og vatpinde i pumperne: - Vil I ikke nok stoppe?

Morsø Forsyning beder nu borgerne om at stoppe med at bruge toilettet som skraldespand. En af deres pumper er blevet stoppet med blandet vådservietter, fiberklude, viskestykker og vatpinde.

Stock foto
Stock foto
Foto: Colourbox

Med et billede på Facebook af indholdet fra en pumpestation i Øster Assels beder Morsø Forsyning nu borgerne om at tænke sig om en ekstra gang, når de smider ting i toilettet.

Billedet viser en stor klump af blandt andet vådservietter, fiberklude, viskestykker og vatpinde, der har sat sig fast i en pumpe (se billedet i bunden af artiklen).

- I disse covid19-tider er det virkelig ikke godt! Vil I ikke nok stoppe med det? skriver Morsø Forsyning i opslaget.

Forsyningsselskabets driftsfolk er nødt til at køre ud til pumperne for at rense dem, før de kan køre igen.

- Det betyder, at vores folk i driften og deres familier udsættes for større smitterisiko, lyder det i opslaget.

I Facebook opslaget minder Morsø Forsyning borgerne om, at vi har et fælles ansvar for at passe på hinanden, så vi kan undgå smittespredning. Og så genopfrisker de reglerne for, hvad der hører til i toilettet:

- Der må ikke komme andet end lort, pis og papir i toilettet.