25 nærhospitaler på vej: Morsø håber til det sidste

På Mors håber de, at én af de 25 såkaldte nærhospitaler bliver placeret i Nykøbing Mors.

Morsø Kommune arbejder hårdt for at få et nærhospital, siger socialudvalgsformanden.
Morsø Kommune arbejder hårdt for at få et nærhospital, siger socialudvalgsformanden.
Foto: Michael Andersen, TV MIDTVEST

Optimismen er til at spore på Mors i dag, efter sundhedsministeren fredag fremlagde den sundhedsreform, som alle folketingets partier er blevet enige om.

Op mod 4 milliarder kroner skal bruges på at etablere 25 nærhospitaler i hele landet.

Derfor krydser de nu fingre på Mors. 

- Jeg er født optimist, siger Henning Sørensen, som er formand for sundhedsudvalget i Morsø Kommune. 

På Mors vil et nærhospital gøre en stor forskel, påpeger han. Det nærmeste hospital ligger nemlig i Thisted. 

- Der er også nogle, der kører til Frederikshavn, siger Henning Sørensen. 

- Hver gang man skal køre mere end 30 kilometer, er det jo en kæmpe belastning. Vi kan spare vores patienter for rigtig mange kilometer på landevejen. 

Han peger på, at meget kan klares med en sygeplejerske. 

- Speciallæger kan vi måske ikke trække til fysisk, men vi kunne måske have en specialsygeplejerske til at sidde her, og så kan der sidde en speciallæge et andet sted i landet.

- Du skal køre langt for at få operation, det er klart, man skal have det, hvor specialisten er.  Men alt det opfølgende kan man i langt de fleste tilfælde få i nærområdet

Tidligere har regeringen foreslået placeringer til 13 nærhospitaler, som blandt andet fik plads i Skive, Tarm og Nykøbing Mors.

Men i den aftale, som folketinget i går blev enig om, er ingen af de 25 nærhospitaler kommet på kort.

- Faktisk er alt oppe i luften nu. Ingen kan være 100 procent sikker, siger socialdemokraternes Anette Lind, som er medlem af folketingets sundhedsudvalg. 

- Nu starter en proces, hvor kommuner og regioner skal have en lokal diskussion om, hvor det giver bedst mening at placere nærhospitalerne, forklarer Annette Lind.

Kommuner og regioner skal komme med en anbefaling af, hvor nærhospitalerne bør placeres. 

Så på Mors har Henning Sørensen smøget ærmerne op. 

- Jeg skal garantere for, at jeg skal gøre alt, hvad jeg kan for, at det bliver placeret her. 

- Og indtil det modsatte er bevist, så tror jeg, at Mors får et nærhospital. Det er jeg slet ikke i tvivl om.