19-årig skubbede en anden bilist ud i rabatten under biljagt

En 19-årig mand er sigtet for at køre vanvidskørsel under en biljagt, hvor han skubbede en anden bil ud i rabatten.

Manden blev onsdag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Holstebro.
Manden blev onsdag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Holstebro.
Foto: Morten Thomsen, TV MIDTVEST

En 19-årig mand er blevet varetægtsfængslet i fire uger efter at han har været involveret i en biljagt.

Under biljagten jagtede den 19-årige en anden mand, som han kendte i forvejen.

Anklager Alexander Stürup fra Midt- og Vestjyllands Politi fortæller, at den sigtede endte med at skubbe den anden mand ud i rabatten, og fordi farten på det tidspunkt var på over 100 kilometer i timen, fik det bilen til at trille rundt ude på marken ved siden af vejen.

- Offeret fortæller, at de i løbet af biljagten kørte op mod 160 kilometer i timen, siger anklageren.

Han understreger dog, at der på nuværende tidspunkt ikke findes målinger, der med sikkerhed kan slå fast, hvor hurtigt de to egentlig har kørt. 

Episoden fandt sted omkring Hovedvej 26 på Mors, og ingen kom til skade under biljagten. 

Hårdere straffe til vanvidsbilister

Selv om den præcise hastighed stadig er usikker, så slår anklageren fast, at der er tale om vanvidskørsel, da den sigtede mand bevidst har kørt den anden mand af vejen.

- Jeg ser på sagen med ret alvorlige øjne. Alt tyder på, at man bevidst har skubbet et andet køretøj af vejen, og det er særlig groft, siger Alexander Stürup.

På nuværende tidspunkt er det kun den ene mand fra biljagten, der er sigtet.

I foråret 2021 blev en ny lov indført, hvor nye regler trådte i kraft om vanvidskørsel. Det betyder, at der vil være hårdere straffe mod bilister, som kører vanvittigt. Og Alexander Stürup forventer derfor, at den 19-årige får en ubetinget fængselsdom.

- Han står nok til otte måneders ubetinget fængsel – i hvert fald over et halvt år, siger anklageren.

Den 19-årige mand er i forvejen kendt af politiet.