For 10 år siden: Folkekær politiker sejlede ud, men kom aldrig tilbage fra sin fisketur

Politiker Egon Pleidrup Poulsen var 59 år, da han mistede livet i en drukneulykke.

Egon Pleidrup Poulsen blev 59 år.
Egon Pleidrup Poulsen blev 59 år.
Foto: Arkiv

Normalt er fiskere ikke kendt for at have følelserne udenpå tøjet, men der var ingen tvivl om, at noget alvorligt havde ramt fiskerne ved Hanstholm Havn, da TV MIDTVEST besøgte dem for ti år siden.

Havnen lignede ellers sig selv. Selv den tidligere borgmester Egon Pleidrup Poulsens lille kutter Ross-dane var på sin plads, og der var ingen synlige tegn på det drama, der havde udspillet sig det seneste døgn.

Et døgn som var endt med, at fiskerne havde mistet en kammerat og kollega og Mors en folkekær politiker og tidligere socialdemokratisk borgmester og folketingskandidat.

- Han var en frisk fyr og en dejlig kammerat, fortalte fiskeren Kurt Røge Nielsen dengang tydeligt berørt til TV MIDTVEST.

2:56
Havnen i Hanstholm dagen efter Egen Pleidrup Poulsens død.

Stor redningsaktion

31. oktober 2010 lød alarmen, da en fisker fandt Egon Pleidrup Poulsens fiskerbåd forladt cirka 10 sømil fra havnen i Hanstholm. To helikoptere, fem redningsskibe og 14 fiskerkuttere deltog i eftersøgningen, men det var for sent.

Den 59-årige politiker var faldet overbord, og klokken 17:10 fandt en lokal fiskerkutter ham livløs i vandet. Alle forsøg på at genoplive ham var forgæves.

Det pludselige dødsfald sendte chokbølger gennem borgerne på Mors. Egon Pleidrup Poulsen var en populær politiker, og ved hans sidste kommunalvalg i 2005 havde 28,5 procent af øens beboere stemt på ham.

1:45
Borgerne på Mors var i chok, da TV MIDTVEST mødte dem 1. november 2010.

Var klar til folketinget

Egon Pleidrup Poulsen havde siddet i byrådet på Mors i 24 år, og i 1998 blev han valgt som borgmester. Han valgte dog, at han ikke ville genopstille i 2009, men det betød ikke, at han var færdig med politik.

I stedet stillede han op til regionsrådsvalget og blev valgt for Region Nordjylland, og blot et år senere blev det offentliggjort, at han ville stille op i Thistedkredsen som folketingskandidat for Socialdemokratiet. Det nåede han dog aldrig.

- Jeg er selvfølgelig helt tom indeni. Jeg har mistet en god ven, og morsingboerne har mistet en folketingskandidat, som helt sikkert ville være vandret ind i folketinget, fortalte Egon Pleidrup Poulsens afløser på borgmesterposten Lauge Larsen til TV MIDTVEST den 1. november 2010.

I stedet blev det den 24-årige Simon Kollerup, der stillede op for Socialdemokratiet i Thisted-kredsen, og for første gang blev valgt ind i Folketinget. Simon Kollerup er i dag Erhvervsminister.

0:15
I 2011 fik Egon Pleidrup et mindemærke. Det besøgte den unge folketingskandidat Simon Kollerup på dagen for folketingsvalget 15. september 2011.

Egon Pleidrup Poulsen efterlod sig en kæreste gennem mange år og tre børn fra tidligere ægteskab. 

27:58
23. marts 2010 lavede TV MIDTVEST dette portræt af den folkekære politiker, der gjorde sig klar til at stille op til folketinget.