Viggo Vangsgaard truet på livet

Det var formanden for Morsø kommunes Teknik og Miljø Udvalg, der onsdag eftermiddag blev truet på livet af en 64-årig mand fra Nykøbing Mors. Manden er varetægtsfængslet i to uger.

19.04.2010viggov001.jpg

"Jeg gider ikke være her mere. Jeg har en riffel, og jeg har tænkt mig at tage jer med".

Den trussel gentog en 64-årig mand fra Nykøbing Mors tre gange med socialdemokraten Viggo Vangsgaard i den anden ende af røret. Mandens trusler var ikke kun rettet mod formanden for Teknik og Miljø Udvalget - men også mod to kolleger til Viggo Vangsgaard.

- Jeg tog truslen meget alvorligt. Han var rolig og afklaret, da han fremsagde den, og så skal man tage det alvorligt. Manden forklarede også, at han kendte både min privat - og sommerhusadresse, siger Viggo Vangsgaard til tvmidtvest.dk.

Utilfreds med miljø-påbud

Truslerne kommer efter en årelang konflikt mellem manden og kommunen. Manden ejer en minkfarm, men har fået forbud mod at holde dyr på grund af en tidligere dom for misrøgt.

- Derfor aflagde to kolleger fra kommunen manden et rutinemæssigt besøg for at sikre sig, at der ikke var nogen minke på farmen. Det var der ikke.

Nægtede at oplyse sit navn

På trods af at besøget på minkfarven var forløbet stille og roligt, tog manden efterfølgende kontakt til Viggo Vangsgaard og truede dem alle tre på livet.

 - Han spurgte, hvorfor retssikkerheden ikke gjaldt ham. Han var godt og grundigt træt af det offentlige system, forklarer Viggo Vangsgaard til tvmidtvest.dk.

Manden ville ikke oplyse sit navn eller uddybe sine anklager, forklarer Viggo Vangsgaard. Det tog dog ikke formanden lang tid at regne ud, hvem manden var, og han tog straks kontakt til politiet.

Fængslet i to uger

Den 64-årige blev torsdag middag fremstillet i grundlovsforhør i retten i Thisted, og skal sidde varetægstfængslet i to uger frem.